Noget af det bedste, Sydfrankrig kan præstere indenfor hvidvin. Intens, frugtfyldt duft og mange nuancer med sprøde bær, kokos, kandiseret frugt, brødkrumme og vanilje fra fadet. Faste tanniner og en lille snert mynte. Både rank, fast bygget og næsten yppig i frugten. Vinen kan lagres.
Servér gerne til kødfulde, gerne stegte eller grillede fisk, and, gås og krydrede grønsagsretter.
Druerne håndhøstes i små kasser; afstilkes og dobbeltsorteres før en lang, kold udblødning og presning. Mosten gærer i egefade og vinen lagrer videre i dem ca. 8 mdr. Druerne er 40% Clairette Blanc, 40% Clairette Rose og 20% Ugni Blanc.
Clairette er i høj grad erstattet af andre druer til mere industriel vinproduktion, da den har tendens til at oxydere let, hvis den massehøstes og begynder at spontangære inden ankomst til vineriet. Den mister også let syre, hvis den ikke høstes præcist, når den er bedst. Hos Henri Bonnaud viser den overbevisende, hvad den kan levere fra ældre vinstokke med små udbytter og omhyggelig vinifikation. Ugni Blanc, som de fleste bedst kender fra Cognac og Armagnac, har markant, læskende syre og er eminent til at peppe rundere druer op.
Ejendommen har ca.1/3 af det mikroskopiske område "Palette", der meget længe har været kendt for vine af høj klasse og fik sin appellation 29 år før selve Provence.
Château Henri Bonnaud ligger ved Le Tholonet tæt på Aix-en-Provence ved foden af Sainte-Victoire bjerget. Skråningerne er sydvendte af kalk med kridt og eroderet klippe, som sammen skaber unikke forhold. Den ene halvdel af vingården er Palette, den ældste Grand Cru i Provence, den anden del ligger i Provence. appellationen Côtes de Provence Sainte-Victoire blev skabt i 2005 efter nøje udvælgelse af parceller ved foden af Sainte- ictoire, hvor jordbunden og mikroklimaet er specielt med sydvendte, højtliggende kalkskråninger, hvor forskellene i døgntemperatur er ret store. Markerne ligger i form som et amfiteater, der beskytter mod Mistralvinden.
Stéphane Spitzglous er 3. generation og står i spidsen for vingården. Han er født dér og opfostret af sin bedstefar, som lavede vinen i 43 år. Han laver traditionel vin på egnens gamle druer og ærer sin bedstefar, Henri Bonnaud, der skabte domænet, gennem sin vin og ved at give ejendommen hans navn. Han har bygget nye kældre, omlagt til økologisk drift fra 2012 og skifter fx. enkelte vinstokke ud, når det er nødvendigt, for at holde gennemsnitsalderen høj. En meget seriøs og ærekær dyrker.