Vinen har meget af den karakter, fans af fyldig Chardonnay i dyrere klasser kan lide: Saftig smag med tæt, fyldig frugt. Pære, fersken, ananas og tone af smør, der strammes op af god syre med snert af brødskorpe og vanilje i eftersmagen. Morillon er et gammelt synonym for Chardonnay. Servér den til parmaskinke med melon, fjerkræ med svampe og modne oste.
Vinens særlige karakter skyldes, at den laves med druer ramt af botrytis*. Det giver ekstra krydderi og fedme til vinen. De skrumpede druer, som er den mindre del, blandes med de øvrige, normalt modnede men sent høstede druer. Jeff Carrel har fået en spændende vin ud af det ved at tænke ud af boksen; ikke uvant for ham!
Druerne høstes, når modenheden er rigtig. Efter afstilkning og presning gæres mosten i eg med den naturlige gær, der sidder på druerne , og vinen får malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring, også i eg, hvilket har betydelig indflydelse på stilen og den smør-tonede karakter. Vinen lagres ca. ½ år i tank med resterne fra gæringen, til Jeff vurderer, at smagen er rigtig. Ingen klaring eller filtrering.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Jeff Carrel siden 2011. Jeff er oprindeligt kemiker fra Paris. Han læste ønologi af interesse, og det fængede ham mere og mere. Han har i mange år lavet vin for andre rundt om i verden og i forskellige franske vinområder; og senere for sig selv med lejet jord eller købte druer og udlånt kælderudstyr i Sydfrankrig; drevet af sin vedholdende ambition og interesse.
Via sit store netværk, både indenfor handel og de efterhånden mange dyrkere, han har arbejdet sammen med, opererer han som en blæksprutte på mange lokaliteter i hele Languedoc-Roussillon området. I 2017 har han endelig kunnet indrette sit eget domicil i en gammel vinkælder fra 1857 i Corbières, med 31 tanke og diverse egefade, men laver stadigvæk mange af sine vine på andre vingårde. Han ser druesorter, jordbunde, lokale klimaforhold og vinifikationsteknikker som et gigantisk puslespil, han kan udnytte til at lave vine i den stil, han kan lide.
*Botrytis - Ædel Råddenskab på dansk – er svampen Botrytis cinerea, der rammer druer under specielle forhold. Svampen perforerer drueskindet, således at vandet fordamper og sukkerstoffer og aromaer koncentreres. Drueskindet skifter efterhånden farve til lillabrun, så druen mister saft og skrumper, og der dannes aromaer af bl.a. nødder og tropisk frugt, ligesom syren koncentreres. Det sker det kun, hvis druen er moden nok, vejret er rigtigt, og kun langsomt og uregelmæssigt. Det er en ekstremt risikofyldt og dyr produktion, der ikke lykkes godt hvert år, men er en himmerigsmundfuld, når den gør.