Terre du Lion 2011 er for de, der vil have fuldt udviklet Bordeaux fra en berømt kommune, hvor de klassiske aromaer af frugt, urter og fadlagring er smeltet sammen til en helhed, og fokus er på raffinement, ikke massiv frugt -uden det koster spidsen af en jetjager.
Der er kun én ha. her, Gabriel Meffre fra Chateau de Glana kan lave vin af. Det har han gjort i mange år sammen med nyligt afdøde Denis Dubordieu. Et mix af ler, grus og sand fanger fint essensen af, hvad der har givet Saint-Julien ry for de mest afbalancerede og pålidelige vine på venstre bred. Vinen består af 67% Cabernet Sauvignon, 27% Merlot og lidt Cabernet Franc, lagret 100% i eg, 45% nye fade. Cabernet Sauvignon blev høstet sent, som vejret krævede.
2011 var en udfordrende årgang for dyrkerne og har stået meget i skyggen af de generelt succesfulde 2009 og -10. Især Médoc og Cabernet Sauvignon druen havde det svært med vejret. Intenst markarbejde og kraftig sortering var mange steder nødvendigt, ligesom styring af tanninerne under vinifikationen. Ved nye smagninger af de bedre vine 3-4 år efter, har mange udviklet sig positivt og får meget bedre bedømmelser end lige efter produktionen.
Det er blevet sagt om 2011, at det var sommer om foråret, efterår om sommeren og forår om efteråret. Frugtsætningen var fin i høje temperaturer og vækstcyklus flere uger foran normalen, indtil temperaturen faldt i midten af juni. Juli var kølig med ret lavt soltimetal. Det problem, som fulgte dyrkerne hele vejen derefter, var et regnfuldt, ujævnt farveskifte i august, så modningen, selv i samme drueklase, kunne være forskellig ved høsttidspunktet.
Set i bakspejlet var september generelt fin mht. soltimer men ustabil med mange små vejskift og krav om udtynding af druer og fjernelse af blade for at holde frugten sund. Merlot, der modner tidligst, og Cabernet Franc havde god kvalitet, hvis markarbejdet var gjort rigtigt. Cabernet Sauvignon skulle sorteres hårdere og modnede nogle steder først ind i oktober, som var en fin måned, hvis man havde satset på at vente. En stressende årgang for de røde druer, men soltimetallet var, set over hele sæsonen, ikke lavt og temperaturerne højere end i 2002, 2004 og 2007. Mange af de større vine, også på venstre bred, der er lavet rigtigt mht. tanninudtræk, er klassiske, længelevende og bliver bedre med tiden.
Syreniveauet i de hvide druer havde det fint med de køligere perioder og kommer sig generelt hurtigere efter regnvejr, så der er mange glimrende hvidvine med lang holdbarhed. Sauternes, hjulpet af det gode oktobervejr, lykkedes godt med botrytisudviklingen, og det lidt høje syreniveau har tilført dem en flot elegance og balance.