Et flagskib for Bouchards Père & Fils: Et prestigefyldt monopol og en af domænets ikoniske vine. Krydret og frugtrig i duften med noter af eg fra fadlagringen. Smagen er kompleks og rig med en koncentreret kerne af saftig frugt, saftige syrer, en harmonisk finish med et eget præg og en fantastisk længde.
Druerne høstes i hånden og sorteres efterfølgende ligeledes i hånden. De afstilkes helt eller delvist afhængig af årgang. Druerne udbløder mellem 15-20 dage, og vinen lagrer 12-14 måneder på 225-liters egetræsfade, hvoraf 30-50% er nye.
Navnet på marken, Vigne de L'Enfant Jésus går formodentligt tilbage til 1638, da Anne af Østrig fødte kong Ludvig XIV. Det siges, at Marguerite du Saint-Sacrement, den stiftende karmelit af Domestiques de la famille du Saint Enfant Jesus, forudsagde fødslen af den længe ventede arving til den franske trone. Dronningen, Anne af Østrig, var 37, da hun fødte sit første barn efter fire dødfødsler. For at fejre dette gav kamelitordenen dens mest fremtrædende mark i Beaune navnet "Vigne de L'Enfant Jésus". Da vinmarkerne blev solgt i det 1791, købte Bouchard Père & Fils dette monopol. Det ligger i hjertet af Cru'en Beaune Grèves og anses almindeligvis for at være den bedste del af Beaune Grèves. Monopolet er 3,92 hektar og jorden består hovedsageligt af kalksten, småsten, sand og ler.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Bouchard Père & Fils siden 2006. Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Samtidig traf de en markant beslutning om at stoppe produktionen af negociantvin, hvilket reducerede deres årlige produktion fra 2 mio. flasker til 600.000-700.000 flasker. Dette var et vigtigt skridt i deres bestræbelser på at positionere sig som en af de førende producenter i Côte de Beaune. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.
Bourgogne årgang 2021. Koldt og vådt er nok de mest rammende ord at sætte på årgang 2021. Frosten satte ind i start april og ødelagde store dele af de nye skud på stokkene, hvilket reducerede det endelig høstudbytte betragteligt. Værst gik det ud over Chablis. Sommeren var kølig og regnfuld og selvom vejret blev bedre i løbet af august, var der stadig generelle udfordringer på kvalitet og volumen, da høsten satte ind i sidste halvdel af september. For at komme i mål med kvaliteten, var der stor indsats ved sorteringsbordene for at undgå råd og andre relaterede sygdomme i druerne. Ligeledes har de færreste producenter benyttet sig af 100% helklasegæring, da stilkene var for umodne og ”grønne”. Selvom om året var en stor udfordring for producenterne og mængderne er små, er kvaliteten i de vine, der kom ud af det til gengæld høj. Bourgogne 2021 byder på lette, florale røde og elegante hvide med et flot syrebid, som står i fin kontrast til de tre foregående varme årgange 18, 19 og 20.