Cigliuti's kraftigste Barbera er en vin, der fint illustrerer druens potentiale m.h.t. dybde og nuancerigdom. Druerne vokser på en mere leret, sydøstvendt del af den velestimerede Serraboella mark. Saftig og intens med jordbær, stenfrugter og et vist fadlagringspræg som ung. Til fx. pasta med kraftig sovs, risotto, tørret kød, lam og modne oste.
Den lidt tungere jord og køligere soleksponering end markdelen med Nebbiolo sikrer, at druens fine syre bevares trods fadlagringen. Frugten fra vinstokke, der er mindst 25 år, gæres længe i ståltank med regelmæssige overpumpninger, der udtrækker smagsstoffer. Vinen lagres 18 mdr. 1.- og 2. års barriques af fransk eg, som dæmper vinsyren lidt og tilfører tanninstruktur. Kan lagres nogle år.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Cigliuti siden 2018. Den mindre familieejendom ligger i Neive nordøst for Alba i Piemonte, med udsigt til Barbaresco's bytårn i det fjerne. "Fratelli"/brødre i navnet skyldes den nuværende ejer Renato's far og onkel, der solgte druer og vin på dunke på markedspladsen i 1960'erne. Renato, der driver domænet med sin kone og to døtre, har totalt ændret standarderne på ejendommen: Han var en af de første i området til at udtynde druer i markerne så kraftigt, at naboer syntes, han var skør. Han har fuldt fokus på terroir: de lokale jordbundsforholds samspil med druen. Det omhyggelige markarbejde er basis for kvaliteten; der høstes i hånden i mindre plastkasser, så druerne ikke trykkes itu, og der praktiseres minimum-intervention i kælderen, hvor der kun bruges naturgær. I næsten 30 år var Cigliuti den eneste vingård i området, der lod sine Serraboella druer (en Cru i Neive) gære separat, og Cru'ens navn blev nærmest synonymt med vingården.
Renato var længe i tvivl om hvorvidt døtrene ville gå ind i dette "mandearbejde", som han så det i sine yngre år, men de deltager nu fuldt i driften, især i markerne. Metoderne er i praksis økologiske men uden certificering.
Vingården har en rød stjerne i den anerkendte italienske vinguide Gamero Rosso, hvilket betyder, at de har fået den maksimale karakter, 3 røde glas, 10 gange.
Bruce Sanderson/WineSpectator: "The wines are beautiful and expressive."
Antonio Galloni, Vinous: "If there is an estate in Barbaresco that deserves more attention, it is without question Cigliuti."