En vin med seriøs stil. Det første, man bemærker, er farvens dybde og tæthed. Duften er overvejende røde frugter som friske jordbær, tranebær og røde kirsebær suppleret med noter af frisk muld, frisk grøn mynte og lidt kaneltoner. Tanninerne er bløde og afrundede med et attraktivt vegetabilsk bid, der binder det hele sammen og giver en lang forfriskende eftersmag.
Groenlandberg Pinot Noir kommer fra kun 2,3 hkt. i 430 m.s højde. Udbyttet er meget lavt. Der gæres med hele klaser ved kølig temperatur. Druerne ligger mellem fem og syv dage på skallerne i tanken og skubbes dagligt blidt ned i mosten for udtræk af frugt og farve, før de presses og føres på fade i ni måneder. Malolaktisk gæring sker på fad, og vinen ligger på fad med ca. 20% ny eg. Efter tapning på flaske ligger vinen yderligere 6 måneder, før den frigives til salg. Vinenes struktur gør den egnet til selv ret kraftige retter, og den kan udvikle sig videre ved lagring.
Groenlandberg er Oak Valley's topserie fra de højestbeliggende marker på bjerget med dette navn, omgivet af "fynbos", en speciel blanding af lavtvoksende hedeplanter, som er det eneste, der gror naturligt heroppe. Jorden er lerblandet skifer, og de kun 20 km. til havet sikrer mod store temperaturudsving.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Oak Valley siden 2018. Oak Valley ligger 1 time øst for Cape Town langs Groenlandberg bjergkæden i Elgin. Statistisk er Elgin den køligste vinregion i Sydafrika. Området får store mængder årligt nedbør (1011 mm.), hvilket medfører en langsom vækst i starten af året.
Om sommeren, når andre vinområder lider under solens varme, præges Elgin af en velkommen vind fra sydøst, "The Cape Doctor", som trækker et skydække med sig ind over bjergskråningerne. Det holder dagstemperaturen nede, strækker modningen ud og bevarer syrebalancen i vinen. Først ved middagstid får solen opløst skydækket. Dette giver perfekte forudsætninger for at lave vine der er meget kølige og elegante i stilen.
Oak Valley vinene kendes på deres elegance. Fokus på detaljen i markerne og minimum intervention i kælderen er med til at skabe disse vine, der oser af cool-climate i stil.
Sir Antonie Viljoen grundlagde Oak Valley Estate i 1898. Han startede med æbleplantager og i 1908 startede han den første vinproduktion i Elgin Valley. Vinkælderen blev lukket i 1940'erne, hvor den statsstyrede megakoncern KWV kontrollerede alt, men produktionen blev genoptaget i slutningen af 1900-tallet, hvor der blev bygget et spritnyt vineri og plantet nye vinstokke. Den første - nye - Oak Valley vin var husets Sauvignon Blanc 2003. Antonie kan tage en stor del af æren for, at Elgin er blevet anerkendt som et yderst velegnet landbrugsland. Området er kendt for dets store æble- og pæreplantager, blomsterproduktion og ikke mindst produktion af højkvalitets cool-climate vin.