Piv lækker, charmerende, frisk rosé med hyldeblomst, røde små bær og en sprød syre - alt det, som en rosé fra Provence skal have med sydens sol og afslappede stemning. En delikat og kompleks duft med fine toner af peber, mandler og små røde bær. Smagen er frisk og læskende og slutter med et strejf af lakrids. Super elegant. Server kølig. Ideel til BBQ og apéritif.
Økologisk dyrkede Syrah og Grenache druer, der vokser på en blanding af ler og kalk. Efter en kold maceration i 3-4 timer, gærer vinen ved lav temperatur.
Château Henri Bonnaud ligger ved Le Tholonet tæt på Aix-en-Provence nedenfor Sainte-Victoire bjerget. Skråningerne er sydvendte af kalk med kridt og eroderet klippe, som sammen skaber unikke forhold. Den ene halvdel af vingården er Palette, den ældste Grand Cru i Provence, den anden del ligger i Provence. Appellationen Côtes de Provence Sainte-Victoire blev skabt i 2005 efter nøje udvælgelse af parceller ved foden af Sainte-Victoire, hvor jordbunden og mikroklimaet er specielt med sydvendte, højtliggende kalkskråninger, hvor forskellene i døgntemperatur er ret store. Markerne ligger i form som et sydvendt amfiteater, der beskytter mod Mistralvinden.
Stéphane Spitzglous er 3. generation og står i spidsen for vingården. Han er født dér og opfostret af sin bedstefar, som lavede vinen i 43 år. Han laver traditionel vin på egnens gamle druesorter og ærer sin bedstefar, Henri Bonnaud, der skabte domænet, gennem sin vin og ved at give ejendommen hans navn. Han har bygget nye kældre og skifter fx. enkelte vinstokke ud, når det er nødvendigt, for at holde gennemsnitsalderen høj. I 2010 begyndte han at konvertere til økologisk produktion, og fra 2013-årgangen er alle vinene certificeret økologisk. En meget seriøs og ærekær dyrker.