Dette er domænets første vin, og den er stadig i dag en bestseller. Det er velbalanceret, åben og saftig med flot frugtdybde og toner af stenfrugt, sorte kirsebær, blåbær, lakrids og
Provence krydderi. Fløjlsagtigt afrundet med faste, men fuldmodne tanniner.
Den er et perfekt match til franske landretter, en fedtmarmoreret bøf - gerne fra grillen med en god stegeskorpe. Kan udvikle sig i flere år. Serveres ved 16 grader.
Vinen er sammensat af 65%
Grenache, 25%
Syrah og 10% af den faste, strukturgivende
Carignan. Udbyttet er meget moderate 35 hl/ha. Druerne vokser på stejl skråning af ler, kalk, mergel og masser af sten. Trods
lagring i cementtanke -ingen eg- er det en særdeles fast bygget vin med et meget bredt drikkevindue.
Domaine de Mourchon havde 17 ha. med
gamle vinstokke, men ingen vinifikationsanlæg, da skotske Walter McKinlay købte det i 1998. Det blev hurtigt bygget i to etager under ejendommen og 7 ha. mere købt til. Der er i tidens løb erhvervet flere marker, så arealet nu er 35 ha. Domænet ligger i en højtliggende dal i bjergmassivet bag
Séguret i retning mod Mont
Ventoux. Markernes er placeret i tre områder i h.h.v. 270, 320 og 350 m.s højde, hvilket giver ret kølige nætter, selv i de varme perioder; vigtigt for at få et afbalanceret syreindhold i druerne. Jordbunden er varierede blandinger af Limsten, mergel, ler og kalk, der har en god evne til at holde på vandet i undergrunden i tørkeperioder.
Domænet drives i dag af McKinlays datter Kate sammen med den dygtige vinmager Sébastian Magnouac, der har været med næsten fra starten. Man bruger ingen kemi i markerne, pløjer mod ukrudt og gøder med komposteret druekvas fra sidste års produktion. Økologisk certificering forventes i 2020.
Séguret, der er på listen over mest pittoreske landsbyer i
Frankrig, er en af de p.t. 17 Rhône-Village kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de øvrige.
Da den verdenskendte vinanmelder Robert
Parker havde besøgt domænet, skrev han: "En af referencerne i Rhône syd... En tour de force i vinmageri. Kudos til Mourchon".
Séguret er en lille landsby, der ligger op ad en høj ved foden af det kendte bjerg Mont
Ventoux. Byen fik appellationsstatus i 1967, dvs. retten til at tilføje bynavn på etiketten. Vinene opfattes som lidt mindre kraftige end deres nærmeste nabo-appellationer, men til gengæld bløde, runde, elegante og friske. Hovedddruen i appellationen er
Grenache suppleret af
Syrah og Mourvèdre. Minimum 50% af arealet skal være beplantet med
Grenache, men vinbonden må selv bestemme, hvordan han vil blande sin vin ud fra de af Rhône-AOP-appellationen godkendte druer. Cuvéerne under "Mourchon" navnet - modsat Domaine de Mourchon - bærer ikke bynavn på etiketten.