Tag godt imod Domaine Quentin Jeannot, der er en yngre vingård i Meursault. I 1999 grundlagde Valérie og Philippe Jeannot vingården, og i 2014 indgik sønnen Quentin i samarbejdet om vinene, der har international appeal for øje. Erik Sørensen Vin fik vinene i sortiment i 2023.
Vingården har 11 hektar i Maranges, Santenay, Meursault og Pommard, og herudover laver de også vin fra indkøbte druer. 50% af domænets produktion er Maranges og Santenay. Maranges er den sydligste appellation i Côte de Beaune, inden man kommer til Côte Chalonnaise. Den er ikke så kendt i udlandet, men til gengæld finder man nogle rigtig gode pris/kvalitet-forhold her. De startede ud med en kælder i Saint-Sernin-du-Plain i det sydlige Côte de Beaune og tilføjede senere en kælder i Meursault.
Sønnen Quentin har arbejdet side om side med sine forældre, siden han afsluttede sin vinuddannelse i 2014, og vinene sælges nu under hans navn.
My parents and I now work hand in hand. We’re looking to the future, too: I want the world to discover the soul of our wines.
Elegante vine i højeste kvalitet
Vingården laver en flot vifte af vine med en international appeal for øje – både røde og hvide vine. Lige som sine forældre, lægger Quentin vægt på detaljen i arbejdet for at lave elegante vine med en uovertruffen præcision i allerhøjeste kvalitet. Fra almindelige AOP og regional vine til Premier og Grand Cru ses et vist kvalitetsniveau i hver flaske, der sikrer en lang levetid for vinen.
Alt arbejde udføres i hånden: Både almindelig høst og grøn høst samt udtynding af vinstokkene. De arbejder med lave udbytter for at sikre en høj kvalitet i de tilbageblevne druer og er meget velovervejet omkring deres brug af ny eg, så rødvinene fremstår friske og livlige med en solid kerne af meget modne røde frugter. Hvert parcel vinificeres separat for at afspejle det unikke terroir i vinene. Alle druer, både blå og grønne, afstilkes og vinificeres ved lav temperatur. Vinene modner i kælderen mellem 9 og 18 måneder. Arbejdet følger økologiske principper, men huset er ikke certificeret.