25 år gammel er den blevet dyb ravfarvet med noter af sveske og tørrede frugter. Tonen af let brændt kaffe, kandiseret frugt og røg, der kaldes "rancio", begynder at indfinde sig i denne aldersklasse. Mundfølelsen er kroprig og afrundet med lidt tør lakrids og peber i eftersmagen. Flasken kommer i en fin trækasse med gylden plakette og billede af det specielle destillationsapparat. 1999 var året, hvor jorden rundede seks milliarder mennesker. Globalisering var tidens mantra, hvor kapital, varer og tjenester flød frit mellem landene uden for store restriktioner, told eller subsidier.
Armagnac kaldes cognac's fætter. De laves hovedsageligt af samme druer men er ellers ganske forskellige. Armagnac har hjemme i Gascogne i Sydvestfrankrig og er langt den ældste med første, skriftlige reference i år 1310. Omkring 10 druetyper er tilladt, men i praksis er det, ligesom cognac, hovedsageligt Ugni Blanc, Folle Blance og Colombard, basisvinen laves på; plus den meget lokale Baco: en hybrid mellem Folle Blanche og den amerikanske Noah, oprindeligt skabt til at være resistent mod vinlusen, og i dag den eneste hybrid-drue, der er tilladt i EU.
Destillationen sker kun én gang i en lokal "pot-still" kaldet alambique, sammenligneligt med maltwhisky, hvor cognac destilleres to gange. Derfor bliver flere af vinens smagselementer i destillatet, der får en mere rustik, stoflig karakter med en forunderlig frugtighed, selv i meget gamle versioner. Den lagres oftest et par år i delvist nye, toastede egefade og overføres så til ældre, nEUtrale fade i resten af lagringstiden, der kan være årtier.
Lagringsbetegnelserne ligner cognac's: VS, VSOP, Napoléon, XO/Hors d'Age (begge 10 år), men armagnac fra én årgang er dens særkende. Armagnac vokser fantastisk i kompleksitet med mange år i egefadene, og de gamle årgange er derfor selvskrevne til markering af mærkedage.
I lagret armagnac er ofte duft- og smagsindtryk som: Kandiseret frugt, orangeskal, karamel, vanilje, nødder, dadel, peber og tørrede svesker.
Distriktet er delt i:
* Bas Armagnac, der har mest lerblandet sandjord med et stort indhold af jern. Det regnes generelt for at give de bedste vine, og er størst.
* Tenarèze med mere limsten i lerjord er næststørst og giver en mere fast struktureret drik, der kan have lidt mindre finesse.
* Haut Armagnac længst mod øst er lille med mest limsten i jorden. I produktion er armagnac en lilleput: ca. 6 mill. flasker / år, hvor der laves ca. 25 gange så meget cognac.
Producenterne er mange hundrede dyrkere, der destillerer egen vin og sælger under eget navn eller til opkøbere. Flere hundrede andre sælger druer til cooperativerne. Negocianter / købmænd køber også lagret vin op for at sælge videre. Castelfort er fra et gammelt kooperativ i Nogaro, som laver både armagnac og vine. Der er 60 dyrkere med 900 ha. marker tilsluttet. Deres tre alambic's / destillationsapparater hedder Athos, Porthos og Aramis efter "De Tre Musketerer", som naturligvis er en væsentlig del af egnens identitet. De har et stort lager af meget gammel armagnac med en fin, nuanceret smag.
