En forfriskende og let tilgængelig vin, der er et mix af forskellige Alsace terroirs og et blend af hele seks druer: Pinot Blanc, Auxerrois, Sylvaner, Riesling, Pinot Gris og Gewurztraminer fra flere årgange. Vinen repræsenterer diversiteten i Alsace.
Kreydenweiss køber druerne til denne vin fra dyrkere med samme filosofi som Kreydenweiss. Navnet "Boire" er en leg med ordene. På fransk betyder "boire" at drikke - og det skal her understrege, at det er en uhøjtidelig, frugtig og mineralsk vin, som er let tilgængelig. Det er en tør vin - med 3,7 g. restsukker / l.. Hele drueklaser presses langsomt, og alkoholisk og malolaktisk gæring sker med naturgær, inden vinen lagrer min. et år på gærresterne i store egefade. Sprælsk, frisk og utroligt charmerende, og den skal nydes i godt selskab til apéritif, fisk, charcuterie og ost.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Kreydenweiss siden 2014. Marc Kreydenweiss var pioner for biodynamisk drift i Frankrig (1989), og sønnen Antoine har videreført projektet fra 2007 sammen med sin kone og tre døtre: lave høstudbytter, minimum intervention i vinifikationen, kun naturlig gær og lang kontakt med faststofferne fra gæringen før tapning, normalt direkte fra fadene, af og til med en periode i ståltank til sidst. Jorden varierer meget mellem lokationerne; karakteristisk for et foldebjerglandskab som Alsace. Målet er jordbundens størst mulige aftryk på vinen i samspil med druesorterne. Hovedparten af de 13,5 ha. marker ligger indenfor 10 km. fra kælderen i Andlau, ca. midt mellem Colmar og Strasbourg.
Vinene i serien "Lune à Boire" er certificerede økologisk og ikke biodynamisk som Kreydenweiss' domæne-vine.
Domænet har del af tre grand Crus i Andlau: Wiebelsberg, Moenchberg and Kastelberg plus Kirchberg i Barr. Kan man tale om fællestræk ved vinene, må det være ekstrem renhed og udtalt mineralitet. Mange med fine udviklingsmuligheder, de bedste også på den lange bane. Et imponerende studie i relationen mellem jordbund, druesort og mikroklima.
Men det er ikke mainstream vine. Efter besøg og smagning i 2016 skrev Rene Langdahl i Gastro 2016: "Marc og Antoine Kreydenweiss forvandler stene til vin, nærmest bogstaveligt talt. Og vores vinskribent er rystet efter smagningen. Rystet på den gode måde, altså!" ..." Vinene er ikke for Alsaceklassicister, men mere for søgende, opdagelsesrejsende, modige vinmennesker... Hvordan gør han det?"