2020 er frugtmæssigt en ret muskuløs vin præget af Cabernet-stil, med finkornede men faste tanniner. Der er et bredspektret smagsbillede med associationer til en myriade af frugter og bærtyper med underskov og nedfaldsblade. Smagen løftes af blomstertoner, en frisk og livlig mundfornemmelse og en lang, saftig finish.
Vinen består af 63% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 5% Petit Verdot og 2% Cabernet Franc, der er høstet mellem 23/9 og 2/10; lige før et større uvejr ramte d. 3/10. Den vil sikkert have gavn af at beholde proppen i til mindst 2025 -gerne lidt længere- og vil kunne udvikle sig ind i 2040'erne.
Château Marquis d'Alesme, Margaux 3. Cru Classé ligger centralt i kommunen vest for Ch. Margaux. Et stort og stateligt slot med tårne og karnapper. Ældre årgange hedder "d'Alesme Becker": En tidligere hollandsk ejer tilføjede sit eget navn til slottets. Det blev fjernet igen, da Perrodo familien i 2006 købte det af familien Zuger fra Alsace, som havde haft det længe.
Nathalie Perrodo blev uventet kastet ind i projektet, da hendes far døde i en ulykke kort efter køb af slottet. Det ledes nu reelt af Marjolaine de Koninck, som overtog direktørposten i 2010. Hun er både agronom, ønolog og diplom økonom og har forestået en næsten altomfattende renovering af vinproduktionsfaciliteterne, som var færdig til høsten 2015. Nathalie Perrodo, der er halvt kineser, har ledet en opsigtsvækkende og eventyrlig indvendig restaurering af slottet med mange associationer til hendes andet hjemland.
De 15 ha. marker er i tre forskellige sektioner, der samlet set er plantet med 63% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 5% Petit Verdot og 2% Cabernet Franc; de fleste er plantet meget tæt med 10.000 vinstokke / ha. Man har siden 2016 fulgt økologiske regler i markerne og bruger også biodynamiske tekniker: Der bruges dækafgrøder mellem rækkerne, mindre pløjning og bladudtynding, og naturlige fosfonatsalte mod svampesygdomme. Der er bistader til bedre bestøvning og en masse redekasser til fugle, der spiser skadelige insekter. Ved udskiftning af vinstokke er man begyndt at bruge "selection massale": Stiklinger af vinstokke, der fungerer specielt godt på netop det sted, i stedet for kloner fra planteskoler.
Gæring af druerne sker i en blanding af store egekar og cementtanke efter en lang, skånsom udblødning med delvist hele druer. Den malolaktiske gæring (æble-mælkesyre) sker i barriques, oftest ca. 60% nye fade, hvor vinen ligger de første tre måneder af ca. 18 i alt på gærresterne inden omstikning.
Margaux er den sydligste og næststørste af Cru Classé kommunerne på venstre bred, efter St. Éstephe, med 1355 ha. Den er sydligst og gennemsnitligt varmest med den tidligste start på høsten. Den var det første område med vin plantet af romerne, bevidnet af digteren Ausonius. Området er ret fladt med højder fra 1 - kun 30 m. Jordbunden er meget varieret. Her er alt: Grus, sand, kalksten, ler og klippe, men gruset er det kendetegnende for området. Med 21 Cru Classé slotte er der flere end i nogen af de andre kommuner. Der er også adskillige seriøse Cru Bourgeois slotte; i alt ca. 80 producenter.
Druerne varierer med jordbunden, men Cabernet Sauvignon er signaturdruen her. Samlet set er vinene karakteriseret mere ved finesse end punch. Der tales om vin til "de bonede gulve". Cigarkasse, kirsebær, blommer, trøffel, jord, tobaksblad og viol er tit associationer til klassisk Margaux. Trods den elegante karakter, de ofte har, lagrer vinene glimrende.
Bordeaux 2020 var det tredje varme år i træk, men ikke helt som de to foregående. Vinteren sørgede for gode vandreserver i jorden, som der skulle blive brug for. April var den varmeste i 100 år, knopskydningen var meget tidlig og blomstringen allerede i slutningen af maj forløb godt. Meldug i den våde og varme periode, inden tørken midt i juni satte ind, kostede en del af det potentielle udbytte.
Bortset fra juni var alle måneder fra marts - september varmere end både 10-års og 30-års gennemsnittet, men der var ingen deciderede hedebølger. Med total tørke fra 18/6 - 11/8 blev det den tørreste sommer siden 1959. Regnen i 2. halvdel af august, mest udpræget på venstre bred, var ekstremt vigtig for de fine resultater der kom, efter stabilt høstvejr i september.
Druerne var generelt små med tykt skind, og den friskhed, der præger de fleste vine, har overrasket dyrkerne selv. Udbyttet, især i de kvalitetsmæssigt vigtige kommuner for rødvin, er mindre end forventet. Vinenes karakter er traditionel Bordeaux: Koncentrerede og fast strukturerede med en god modvægt af friskhed i frugten og ret moderat alkohol. I mange vine er udviklingspotentialet stort.