"En kandidat til årgangens vin" og "en Premier-Cru-agtig præstation" skriver Robert Parker. Dyb og koncentreret frugt med toner af mørke bær, jordbund, cedertræ og den klassiske Pauillac tone af blyantspids i en meget lang smag. Den rige og fast strukturerede frugt er koblet med en gennemgående friskhed og sprød syrestil. De velafstemte tanninen kan rundes yderligere med lagring de næste i hvert fald 15 år (2021).
Pontet-Canet er en meget stor ejendom med 81 ha. marker i den nordlige del af Pauillac. Pontet var kongelig guvernør for Médoc, og Canet det særligt gode markområde, hans arvinger senere købte til ejendommen. Slottet blev 5. cru Classé i 1855-klassifikationen og blev derefter købt af familien Cruse, som havde det i 110 år, før det blev solgt i lettere miserabel tilstand til negociant / vinhandler Guy Tesseron.
Fra Alfred Tesseron overtog ansvaret i 1994 er kvaliteten blevet stadigt forbedret og gradvist omlagt til biodynamisk drift, stærkt inspireret af hans mangeårige direktør Jean Michel Comme. Hele ejendommen er nu certificeret. Virkelig en bedrift med det klima, der er i Bordeaux. Der er ikke brugt kemi i markerne siden 2007. Der pløjes mere og mere med heste; når der bruges gødning, er den naturlig, og energiforsyningen omlægges til jordvarme. Foruden de traditionelle egefade lagres en del af høsten nu i amfora'er af limsten og cement.
"Vi er ikke vinmagere, men druedyrkere" har Alfred Tesseron sagt til WineCellarInsider: Helt i tråd med vores Alsace-producent Olivier Humbrecht, som er formand for de biodynamiske dyrkere i Frankrig.
Ejendommen er plantet med vinstokke, der er ca. 45 år i gennemsnit. 62% Cabernet Sauvignon, 32% Merlot, 4% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Cabernet Sauvignon mest på det dybe grus i den nordlige del og Merlot primært på de mere ler- og kalkstensprægede arealer sydpå og tættest på floden. At vinene i dag sælges til priser som 2. Cru skyldes den høje kvalitet, de har.
Pauillac er den næstnordligste af de fire berømte Haut-Médoc kommuner, flankeret af Saint-Estèphe mod nord og Saint-Julien mod syd. De store grusbanker, efterladt af gletchere, og nærheden til floden med sin lysreflektion og modererende indflydelse på klimaet, er væsentlige, naturlige faktorer for vinenes høje kvalitet.
Historisk var den gode adgang til udskibning af vin, før gode veje og jernbaner, en forudsætning for, at området var tæt plantet med vin allerede i 1600-tallet. En perlerække af de fineste slotte ligger her; bl.a. tre af de fem Premier Crus. Her laves uforlignelige, men også meget dyre vine, der kan udvikle sig i mange årtier. De druer, der tegner stilen, er først og fremmest Cabernet Sauvignon samt Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot. Jordbundsforhold og lokalklima bestemmer de konkrete plantninger.
Der er 1200 ha. marker og mere end 100 slotte. Dog sælger langt fra alle vin under eget navn, og mindre ejendomme sælges med mellemrum til de mere berømte slotte. Deres produktion skifter så navn og indgår i den nye ejers vin; dog oftest ikke første vinen for de bedste slottes vedkommende. Der er popularitetsbølger og trends i vinverdenen, men Pauillac har været feteret i mindst et par århundreder og er det stadig.
Bordeaux 2008 havde et køligt og fugtigt forår. Storm og hagl i maj, i kombination med højere temperaturer, krævede beslutsomt markarbejde for at afværge meldug. Blomstringen var sen med nogen collure / faldende blomster, som begrænsede det mulige udbytte noget. Modningen skred kun langsomt frem i meget skiftende vejr i juli - august. Årgangens redningskrans kastede vejrguderne d. 15/9, da sol og varme kom og varede næsten uafbrudt til slutningen af oktober, så alle lokationer kunne høstes ved modenhed over en lang periode.