En vin der folder sig ud i glasset. Den er karakterfuld og velstruktureret og viser Fixin-appellationens mere kraftfulde og jordnære udtryk. Vinen åbner med aromaer af mørke kirsebær, brombær og fine krydderier, ledsaget af noter af skovbund og et let mineralsk præg. Smagen er koncentreret og harmonisk med frisk
syre, god dybde i frugten og faste, men velintegrerede, tanniner. Den vil udvikle sig flot med lidt tid i kælderen.
La Croix Blanche ligger i den sydøstlige del af appellationen i ca. 280 meters højde, hvor jordbunden er ler og kalksten. Druerne gærer på brugte 500-liters fade med 20% hele klaser. Vinen har lagret på fad med ca. 15% ny eg.
Fixin ligger i det nordlige
Côte de Nuits. Kalksten med mergel er den almindeligste jordbundstype; magrest højt oppe og med mere humus og ler længere nede på skråningerne. De ca. 90 ha., der dyrkes, er domineret af
Pinot Noir, men lidt
Chardonnay er der også. Stilen i de bedste vine er ikke ulig Gevrey-Chambertin lige syd for. Det udprægede kontinentalklima giver store døgnvariationer i
temperatur til gavn for
syre og friskhed i druerne.
Der er seks 1.
Cru marker, hvis navne jævnligt bruges, i en gruppe vest for byen, hvor terrænet er højest. Enkelte andre, gamle navne, som indgår i de seks, må stadig bruges. Vinene er generelt ret fyldige for
Pinot Noir og mere moderat prissat end de mere kendte og ofte mere raffinerede vine sydpå. Klimaforandringerne lader til foreløbigt at være en fordel her, hvor fortidens lidt smalle, asketiske præg i en del vine nu er mere sjældent set. Solide og type-tro repræsentanter for
Côte d'Or i den -for området- billigere ende.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Château de Charodon siden 2026. Charodon ligger blot fem minutter fra
Beaune og er et projekt drevet af Louis Vallet, hans bror Thibault og deres far, Bernard. Familien stammer fra Gevrey-Chambertin, hvor Bernard stadig er medejer af den succesfulde vingård Pierre Bourrée. Louis valgte imidlertid en anden vej. I mange år levede han som "flying winemaker" og producerede to årgange om året: én i
Bourgogne og én på den sydlige halvkugle. Han høstede værdifuld erfaring hos Pascal Marchand. Louis producerede sin første årgang på
Château de Charodon - 1.200 flasker - i 2010, og i 2021 var produktionen vokset til mere end ti gange den mængde. Selvom Louis står til at arve adskillige
hektar fra familiens besiddelser, er disse i øjeblikket udlejet på langtidskontrakter. Produktionen baseres på en kombination af indkøbte druer og dyrkningsaftaler.
Louis følger en klar filosofi om at forblive tro mod årgangens særpræg og samtidig forløse vinenes fulde potentiale. Han skaber vine, der afspejler hans egen smag - både hvad angår rød- og hvidvin: Vine, der er umiddelbare, frugtdrevne og generøse. Ligesom Louis selv, lægger disse vine ikke skjul på, hvad de rummer; de er ærlige og ligefremme med god fylde og en blød karakter.