Stor fuldblods Grenache, koncentreret og med en imponerende blødhed. Den er fra husets serie af topcuvéer, der laves i begrænsede mængder. I glasset er den dyb blommefarvet og bouqueten omfavnende med modne frugter som figner og kirsebær sammenvævet med noter af peber og lakrids. Smagen er intens men elegant udført med stor fylde og meget lang med lag på lag af udtalt frugtintensitet, blid mineralitet, sømløst integrerede tanniner og en slående renhed. Det er en helt fantastisk vin, der har potentiale til at blive gemt i 10 år. Den er et perfekt match til velkrydrede sammenkogte retter, foruden at den vil stå flot og imponere til julemiddagen.
Druerne, 100% Grenache, kommer fra 60 år gamle vinstokke, der vokser på stejle skråninger med grå sandstensjord nær landsbyen Seguret, hvor vingården ligger. Udbyttet er lavt med blot 15 hl/ha. Druerne udbløder i 25 dage i åbne demi-muids (600 liter egetræskar), før vinen lagring i en kombination af demi-muids og egetræsfade i ca. 10 måneder.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine de Mourchon siden 2003. Domænet havde 17 ha. med gamle vinstokke, men ingen vinifikationsanlæg, da skotske Walter McKinlay købte det i 1998. Det blev hurtigt bygget i to etager under ejendommen, og 7 ha. flere marker blev tilkøbt. Der er i tidens løb erhvervet flere marker, så arealet nu er 35 ha. Domænet ligger i en højtliggende dal i bjergmassivet bag Séguret i retning mod Mont Ventoux. Markerne er placeret i tre områder i hhv. 270, 320 og 350 m.s højde, hvilket giver ret kølige nætter, selv i de varme perioder, hvilket er vigtigt for at få et afbalanceret syreindhold i druerne. Jordbunden er varierede blandinger af kalk, mergel og ler, der har en god evne til at holde på vandet i undergrunden i tørkeperioder.
Domænet drives i dag af McKinlays datter Kate sammen med den dygtige vinmager Sébastian Magnouac, der har været med næsten fra starten. Man bruger ingen kemi i markerne, pløjer mod ukrudt og gøder med komposteret druekvas fra sidste års produktion. Fra 2020-årgangen er huset certificeret økologisk.
Séguret, der er på listen over mest pittoreske landsbyer i Frankrig, er en af Rhône-Villages kommunerne, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de øvrige.
Séguret fik appellationsstatus i 1967. Vinene opfattes som lidt mindre kraftige end deres nærmeste nabo-appellationer, men til gengæld bløde, runde, elegante og friske. Hovedddruen i appellationen er Grenache suppleret af Syrah og Mourvèdre. Minimum 50% af arealet skal være beplantet med Grenache, men vinbonden må selv bestemme, hvordan han vil blande sin vin ud fra de af Rhône-AOP-appellationen godkendte druer. Cuvéerne under "Mourchon" navnet - modsat Domaine de Mourchon - bærer ikke bynavn på etiketten.
Da den verdenskendte vinanmelder Robert Parker havde besøgt domænet, skrev han: "En af referencerne i Rhône syd... En tour de force i vinmageri. Kudos til Mourchon".