Mosconi-skråningen er hjertet af Conterni i Monforte d'Alba mod øst, som blev købt i 2009. 0,8 ha. med vinstokke over 50 år bruges til denne vin. Jorden er mere leret her, og høsten er senere end i Cannubi og Via Nuova. Marken leverer en robust, maskulin vin. Maden skal også have punch! Meget lagringsegnet.
Pira har været synonymt med Chiara Boschis fra 1990, da hun overtog den lille ejendom, hendes familie havde drevet, siden den mandlige linje i Pirafamilien var uddød. Netop da begyndte et opgør mellem traditionalister og modernister i Barolo. De første stod -lidt karikeret- for alenlang maceration af hele klaser med stilke i gamle castaniefade, der resulterede i vine, som i heldigste fald var tilnærmelige efter 8-10 år. Modernisterne ville lave lækre, tidligere modne vine med kortere maceration og lagring i toastede 225 l. barriques.
Chiara, der egentlig er økonom, havde også lært vin på det ret traditionelle Borgogno domæne, hendes brødre driver. Hun eksperimenterede meget med de nye metoder i 90'erne og fandt efterhånden en flot balance mellem Barolos oprindelige "sjæl" og en mere åbenarmet, lækker stil, der har gjort hende til den topdyrker, hun er i dag.
Hun vinterbeskærer til maks 9 knopper pr. vinstok, som reduceres yderligere ved grøn høst om sommeren. Druerne håndsorteres strengt ved høst, og maceration / udblødning er ca. en uge i cementtanke for Nebbiolodruen, med langsom nedtrykning af faststofferne i mosten og overpumpninger. Gæringen sker med de naturlige gærceller, der sidder på druerne, og malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring sker for enkeltmarks-Baroloerne i medium toastede nye barriques, hvor vinen lagrer i to år.
Den lille kælder i Barolo by havde oprindelig kun få marker, med Cannubi som juvelen, men i 2009 tilkøbte Chiara gode marker østpå i Monforte- og Serralunga d'Alba. Chiara har aldrig brugt pesticider i markerne, og i 2010 besluttede hun sig for at blive økologisk certificeret, hvilket hun blev i 2014. Alle hendes vine, på nær Langhe Nebbiolo, er i dag certificerede økologiske.
Det er endda lykkedes hende at få alle dyrkere af vin på den berømte Cannubi Cru til at blive økologiske (26 i alt), og hendes ihærdige arbejde blev i 2022 belønnet med det eftertragtede "Robert Parker Green Emblem", der uddeles af mediet "The Wine Advocate" - og kun til producenter, som forpligter sig til bæredygtighed, langsigtet miljøbeskyttelse og biodiversitet. Søger man topklasse Barolo, der kan nydes fra en karaffel som 3-4-årig, men kan udvikle sig i 20 år, er det her!
Erik Sørensen Vin har arbejdet med E Pira & Figli, Chiara Boschis siden 1999.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.