Troels Ambo (direktør) deltog i midten af februar i smagningen af årgang 2023 fra Domaine Zind-Humbrecht. Den officielle årlige vintage smagning foregår normalt på domænet i Alsace, men denne gang blev det ved en såkaldt ”off-site tasting”, der fandt sted i Paris forud for Wine Paris messen.

Fremragende vine smagt i selskab med Olivier og Pierre-Emile

Til smagningen i Paris var både Olivier og sønnen Pierre-Emile til stede, og Troels fik den helt store smagning af alle vinene, selvom der var susende travlt på deres stand. I takt med at Pierre-Emile overtager roret fra Olivier, fortsætter den stil de har sigtet efter de senere år – knivskarpe og præcise vine, med lav sødme og tårnhøj syre.

Troels fortæller her om sit førstehåndsindtryk af årgang 2023, og han løfter også sløret for nogle af sine favoritter fra smagningen i Paris.

“Selvom det fortsat er Riesling, som sælger mest, er der sket en kæmpe udvikling i deres vine på Pinot Gris. Det, jeg en gang forbandt med Pinot Gris, er noget helt andet end det, jeg mødte i glasset nu. Oliviers svar hertil var: “Ja, det her er rigtig og vellavet Pinot Gris – det minder lidt om, tør jeg sige det, stor hvid Bourgogne”. Selvfølgelig sagt med et smil på læben, men alligevel med en underliggende alvor i udsagnet.

Vinene var, som altid, alle fremragende, men hvis jeg skal fremhæve et par af dem, der stod særligt frem for mig, må jeg sætte Brand og Clos Windsbuhl Riesling først – de er altid mellem mine favoritter. Heimbourg var mere juicy og læskende lækker, end jeg huskede den. En spændende nyhed fra Rotenberg marken på Auxerrois smagte crazy lækkert, og Sommerberg fra sin lækre granitjord var virkelig elegant.

Roche Calcaire Pinot Gris var en glædelig overraskelse med en interessant lethed og med blot 11,9% alkohol fra de unge vinstokke fra Clos Windsbuhl, var jeg hooked på Pinot Gris. Clos Windsbuhl var klart den bedste vin på Pinot Gris på dagen, men den den største positive overraskelse var Pinot Gris Rotenberg. Vanvittig elegant og raffineret – og her forstod jeg Oliviers sammenligning med Bourgogne, selvom vinen dog fortsat er sin helt egen.

Det er egentlig for sjældent, at jeg smager Gewurztraminer, men når det så sker som her, bliver jeg mindet om, hvor utrolig dejligt det smager, og jeg står bestemt ikke tilbage for at ”nive” et glas Roche Calcaire Gewurztraminer til en foie gras terrine eller en dejlig fast ost”.

Se årgang 2023 fra Zind-Humbrecht
Se udvalget fra Alsace

 

Harmoniske vine med stort lagringspotentiale

Vinene byder på flot aromatisk dybde, lavere alkohol end tidligere og moden syre. Vinene på Riesling har intense, mineralske noter fra en lille koncentreret høst, mens Pinot Gris imponerer med fylde og balance. Gewurztraminer er aromatisk og velstruktureret, og alle vine har en tør stil.

Årgangen var præget af en tør og varm sommer med en sen teknisk modning af druerne. Efter en mild vinter og en kølig marts, der forsinkede knopskydningen og beskyttede mod frost, blev foråret gradvist varmere. Høje temperaturer under blomstringen i juni førte til ”coulure”, især for Riesling, hvilket resulterede i små udbytter. Pinot-sorterne, især Pinot Gris, viste derimod stor frugtbarhed med store, veludviklede klaser.

Se årgang 2023 fra Zind-Humbrecht
Se udvalget fra Zind-Humbrecht

Om Domaine Zind-Humbrecht

Domaine Zind-Humbrecht fra Alsace nyder et godt ry verden over og er kendt for sine sublime hvidvine med ekstrem høj standard og nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder. Siden 1985 har Erik Sørensen Vin haft en tæt samarbejde med domænet og “Master of wine” – Olivier Humbrecht – og nu også sønnen Pierre-Emile. Det er med stor stolthed, at vi følger udviklingen i vinene, der år efter år høster anmeldernes ros verden over. Erik Sørensen Vin er eneimportør af Zind-Humbrechts vine i Danmark.

Læs mere om vingården
Se udvalget fra Zind-Humbrecht

Vil du vide mere om vinene fra Domaine Zind-Humbrecht? Gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk eller kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk / tlf. 43469900. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik, hvor vi altid byder på et glas vin.