En nichevin fra Alsace: Ren Auxerrois. Lys gul i farven, smukke aromaer i duften med citrus, diskrete hvide frugter og en mineralsk hilsen fra kalkstens-terroiret. Smagen bliver hurtigt meget udtryksfuld og viser, at Auxerrois besidder stor aromatisk karakter. Den unge vin er ideel til fisk eller asparges. Med alder får vinen aromaer af honning og ristede mandler, der kræver mere kraftfulde retter eller velsmagende oste som modstykke.
I 2023 var modningen af druerne langsom, men vinen gærede relativt hurtigt og endte meget tør og afbalanceret. Lækkerheden og stramheden i 2023-årgangen kan virke overraskende på denne druesort. Rotenbergs stenede kalkstensterroir bringer karakter og præcision; stram, tør og en saltholdig finish, som viser et smukt ældningspotentiale. Den er knastør med kun 0,6 gl./l. restsukker (= Indice 1*) og et syreniveau på 2,8 gr./l. En ægte Rotenberg, som overgår druesortens kapaciteter.
Rotenberg ligger på toppen af Grand Cru Hengst sydvest for Wintzenheim by i 350 m.s højde. Skråningen er stejl, 30-40%, med særdeles næringsfattig jordbund af kalksten og mergel med et jernindhold så højt, at jorden faktisk har en rødlig tone, deraf marknavnet. Zind-Humbrecht har 1,7 ha. her. Det en meget langsomt modnende mark, fordi den først ser solens stråler sent om morgenen og ligger i skyggen af de tætte Vogeser-bjerge tidligt på aftenen. Da Auxerrois er en tidlig modnende druesort, som nogle gange kan mangle syre, klæder Rotenbergs fattige og friske kalkstensterroir druen særligt godt, da den giver vinene en smuk syrestruktur og en masse friskhed. Vinstokkene blev hovedsageligt plantet i 1950'erne af Emile Zind med en lille tilføjelse i begyndelsen af 1990'erne. Zind-Humbrecht har tidligere brugt Auxerrois-druerne herfra som blandingsdruer i andre vine, men fra og med 2021 besluttede de at vinificere og tappe denne lille cuvée separat, da den virkelig fortjener en plads i rampelyset. Enkelte andre Alsace-producenter er ligeledes begyndt at lave rene Auxerrois vine.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Zind-Humbrecht siden 1985. Huset med Olivier Humbrecht i spidsen nyder et godt ry verden over, og det er kendt for at lave sublime vine med tårnhøjt niveau. Vejen til at skabe de store vine blev lagt allerede i 1960'erne og 1970'erne, hvor det lykkedes Oliviers far, Léonard Humbrecht at købe nogle af Alsace' bedste parceller på de meget stejle skråninger, der var blevet efterladt af bønder, som søgte mod fladere, lettere tilgængelige områder.
Léonards familie har lavet vin i området siden 1620, og "Zind" er moderens navn, som blev tilføjet ved ægteskab og sammenlægning af de to familiers marker i 1959. Vindyrkningen går i arv fra generation til generation, og Olivier er ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og han har allerede lavet sin første vin, Riesling Gr. Cru Sommerberg. Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet.
I 1992 blev et helt nyt vineri bygget midt i markerne i Turckheim. Domænet har været biodynamisk certificeret siden 2002 og er en af de store pionerer inden for biodynamikken i Frankrig. Olivier er kendt for sine sublime vine, den meget høje standard, han holder, og mange af vinenes nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder. Som den flydende engelsktalende, velformulerende person, han er, kombineret med vinenes standard, er han et fund som formand for de biodynamiske dyrkere i Frankrig.
Zind-Humbrecht's "Indice"system er en konsekvens af Olivier Humbrechts princip om, at vinen "laver sig selv", når først druerne er høstet, sorteret og gæringen begyndt. Han bruger kun den naturlige gær, der sidder på druerne, så gærens måde at virke på kan variere i samspillet mellem de enkelte gærkulturer, markernes vejrprofiler, druesorterne, sukkerniveauet i det konkrete år og de forskellige syretyper, der indgår i processen. Resultatet er, at nogle vine i nogle år gærer i 2 måneder, andre i over et år. Nogle gærer ud / til meget lavt restsukkerniveau, andre stopper med forskellige grader af restsødme. Da Olivier oplevede, at selv hans kone havde svært ved at finde en passende vin i kælderen, indså han, at kunderne måtte have samme problem med den mængde forskellige vine, han laver. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et Indice nr. fra 1 -5. Undtaget er VT / Vendange Tardive / sent høstede eller SGN / Selection Grains Nobles / udvalgte skrumpede druer, hvor restsødme er givet.
Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme og er mest til kraftige oste, desserter og et sublimt glas for sig selv. De vedbliver at være søde i hele deres meget lange levetid; mest tydeligt for Indice 5. Ud fra 30 års erfaring med hans vine kan man sige, at Indice 2 generelt vil have en lille rundhed, når de er unge; mindst følelig for Riesling. Med Indice 3 kan sødme i den yngre vin fornemmes, men den dominerer ikke. For Indice 2 og 3 vil sødmen normalt integreres i vinen ved lagring og blive mindre mærkbar.