20 år er en fint "sweet spot" for Armagnac: Et aromatisk krydderimix og en associationer til tørrede frugter og nødder. Den er fint afrundet uden at miste den rustikke, stoflige kant, der er et af Armagnac's væsentligste kendetegn. Når man nyder den, kan man tænke tilbage på, at druerne blev høstet, omtrent da Irak krigen begyndte og de sidste af den ikoniske VW boble blev produceret i Mexico.
Armagnac er en spændende drik med et væld af smagsnuancer, og meget ældre end cognac, den ofte nævnes som alternativ til. Mht. druerne er de nærtstående, men fremstillingsprocessen ligner mere maltwhisky, og den fås i meget gamle årgange. I lagret Armagnac er ofte duft- og smagsindtryk som kandiseret frugt, orangeskal, karamel, vanilje, nødder, dadel, peber og tørrede svesker.
Idéelt serveres Armagnac ved stuetemperatur i et stort rundt glas - det giver både luft til drikken, så duften af alkohol forsvinder og åbner op for drikkens vidunderlige duft af frugt, blomster og brændte toner og krydderier, og samtidig bidrager det med en fantastisk visuel oplevelse pga. drikkens flotte mahogni-farve.
Som drik er Armagnacs fordøjelsesdyder ubestridelige, men lad dig ikke begrænse af kun at nyde den efter en middag. Armagnac gør sig fortrinligt som akkompagnement til et ostebord eller desserter med mørk chokolade.
Armagnac kaldes cognac's fætter. De laves hovedsageligt af samme druer men er ellers ganske forskellige. Armagnac har hjemme i Gascogne i Sydvestfrankrig og er langt den ældste med første, skriftlige reference i år 1310. Omkring 10 druetyper er tilladt, men i praksis er det, ligesom cognac, hovedsageligt Ugni Blanc, Folle Blance og Colombard, basisvinen laves på; plus den meget lokale Baco: en hybrid mellem Folle Blanche og den amerikanske Noah, oprindeligt skabt til at være resistent mod vinlusen, og var meget længe den eneste hybrid-drue, der er tilladt i EU, selv om klimaændringerne nyligt har åbnet for eksperimenter med andre.
Druerne høstes ret tidligt, med en potentiel alkoholprocent på 9-10, for at bevare en frisk syre.
Destillationen sker kun én gang i en lokal "pot-still" kaldet alambique, sammenligneligt med maltwhisky, hvor cognac destilleres to gange. Derfor bliver flere af vinens smagselementer i destillatet, der får en mere rustik, stoflig karakter med en forunderlig frugtighed, selv i meget gamle versioner. Den lagres oftest et par år i delvist nye, toastede egefade og overføres så til ældre, nEUtrale fade i resten af lagringstiden, der kan være årtier.
Lagringsbetegnelserne ligner cognac's: VS, VSOP, Napoléon, XO/Hors d'Age (begge 10 år), men Armagnac fra én årgang er dens særkende. Armagnac vokser fantastisk i kompleksitet med mange år i egefadene, og de gamle er derfor selvskreven til markering af mærkedage.
Distriktet er delt i: Bas-Armagnac, der har mest lerblandet sandjord med et stort indhold af jern. Det regnes generelt for at give de bedste vine, og er størst. Tenarèze med mere kalksten i lerjord er næststørst og giver en mere fast struktureret drik, der kan have lidt mindre finesse. Haut-Armagnac længst mod øst er lille med mest kalksten i jorden. I produktion er Armagnac en lilleput: ca. 6 mill. flasker / år, hvor der laves ca. 25 gange så meget cognac.
Producenterne er mange hundrede dyrkere, der destillerer egen vin og sælger under eget navn eller til opkøbere. Flere hundrede andre sælger druer til cooperativerne. Negocianter / købmænd køber også lagret vin op for at sælge videre.
Castelfort er fra et gammelt kooperativ i Nogaro, som laver både Armagnac og vine. Der er 60 dyrkere med 900 ha. marker tilsluttet. Deres tre alambic's / destillationsapparater hedder Athos, Porthos og Aramis efter "De Tre Musketerer", som naturligvis er en væsentlig del af egnens identitet. Destillatet lagres i egefade fra Gascogne, Vogeserne og Allier skovene; enkelte fade er meget store men langt de fleste på 400 l. De har et stort lager af meget gammel Armagnac med en fin, nuanceret smag.
