743 DT (Dégorgement Tardif) har ligget ca. 8 år på gæren og er således blevet endnu mere kompleks og fuldmoden: Rig, intens og kompleks; rig i duften af citrus, eksotiske frugter, hvide blomster og toast og meget afbalanceret.
60% af høsten kom fra Aÿ, Dizy, Hautvillers og Champillon, og 40% fra Avize og Oiry. Vinteren og store dele af foråret var våd og mild. Dette blev efterfulgt af en periode med tørke og hedebølger, der varede indtil midten af august. Skiftende perioder med våde og kølige forhold og varmt, tørt vejr prægede resten af vækstsæsonen. Druerne var perfekt modne og sunde, da de blev høstet mellem d. 10.-30. september. Blendet er præget af Pinot Noir, der kommer fra reservevin fra cuvéerne 742 til 735. Vinen har lagret 89 måneder på bundfaldet. Degorgeret: Marts 2024. Dosage: 0 gr/l.
Jacquesson fortæller selv, at deres unikke karakter ikke så meget er forbundet med de specifikke druer (Chardonnay, Pinot og Pinot Meunier), der indgår i vinen, men mere til de steder de kommer fra. Domænets marker er beplantet med 50% Chardonnay, 35% Pinot Noir og 15% Meunier. Da husets Cuvée 700 repræsenterer mere end 97% af domænets totale produktion, er vinen normalt lavet på samme druefordeling. Variationer i %-fordelingen kan dog forekomme fra år til år pga. evt. dårlig høst af nogle druer fra specifikke marker. Her justerer Jacquesson så druefordelingen, men vinen rammer stilmæssigt altid deres kendte præcise stil.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Champagne Jacquesson siden 2003. Champagnehuset blev overtaget af brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiquet i 1988. De har, med målrettet arbejde, fået husets kvalitet og ry op på øverste hylde og nyder international anerkendelse. Deres hovedfokus har været maksimering af basisvinenes kvalitet ved omhyggeligt, rettidigt markarbejde og skrap sortering. "En middelmådig vin er en middelmådig vin, uanset om den har bobler eller ej", siger de. Kunstgødning, insektgifte og chaptalisering / sukkertilsætning til mosten bruges ikke.
For at sikre fremtiden af Champagne Jacquesson, indgik brødrene Chiquet i 2022 et samarbejde med Artémis Domaines, der endte med at købe Champagnehuset i december '22. Champagne Jacquesson passer perfekt i Artémis Domaines' portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, hovedsageligt i Frankrig, hvor der lægges vægt på familietraditioner, know-how og fokus på detaljen.
Et af Jacquessons kardinalpunkter er kontrol med druematerialet, så andelen af indkøbte druer minimeres og ikke udgør mere end 20% i nogle årgange - og druerne kommer udelukkende fra nabodyrkere til deres egne parceller, så druerne kan presses hurtigt og lokalt efter høsten.
Druerne presses lokalt i vertikale kurvepresser, som er gode til ikke at rive drueskindene op og tilføre farve fra de røde druer til mosten, ligesom stilkene forbliver hele. Tanninerne i dem modner sjældent helt så højt mod nord og kan tilføre bitre toner til mosten, hvis de knækkes. 2. pres sælges altid videre; af og til også dele af 1. pres, hvis kvaliteten ikke er høj nok.
Gæringen sker i ældre egefade 3 - 4 mdr., og vinen lagrer videre uden omstikning med batonnage / omrøring ugentligt. Vinene klares og filtreres ikke. Når enkeltmarksvine laves, kommer de på flaske til 2. gæring omkring juli efter høsten. 700-serien først efter næste høst. Lagring af basisvinen på eg er medansvarlig for, at vinene kan være knastørre og alligevel have en forunderligt, luftig og rund mildhed i eftersmagen.
Cuvée 700 serien er, for hvert nyt nummer, baseret på en årgangs grundkarakter med ca. 20% reservevine (ældre vine), som tilfører ekstra dybde, nuancer og kan justere lidt på fx. syreniveau uden at tage årgangsidentiteten fra vinen. Ideen kom fra en gammel kælderbog, hvor cuvée nr. 1 blev lavet i 1898 for at fejre husets 100-års jubilæum. Den moderne implementering af systemet begyndte med Cuvée 728 og årgang 2000.
700-vinene har altid forrang for enkeltmarksvine, der kun produceres når 700-cuvéen ikke derved mister kvalitet. Den første Cuvée 700-DT / Degorgement Tardif kom på markedet i 2014. Idéen med disse vine var at opleve, hvordan den samme vin udviklede sig ved at ligge dobbelt så lang tid på gæren. Det er altså samme vin som den oprindelige, der har ligget 8 år på gæren. De beskriver selv projektet som "Én vin, to liv" - eller sagt omvendt: Vinen får to liv.
Chiquet-brødrenes ihærdige og fokuserede arbejde blev anerkendt af det franske vinmagasin, La Revue du vin de France, i december 2024. Magasinet udgiver ca. hvert 10. år en liste over de 50 bedste Champagnehuse, og i december 2024 opnåede Jacquesson pladsen som 3. bedste på listen over de bedste Champagnehuse.