Vinen åbner med tropiske noter som ananas, mango og passionsfrugt suppleret af nuancer af tørret frugt og nødder samt et strejf af vanilje, der vidner om vinificeringen på træfade. Smagen er præcis med stor fylde og harmoni og byder på indbydende noter af frugt, brioche og eg og en uendelig lang eftersmag. Vil udvikle sig videre i mange år.
Vinen er fra en af domænets to parcel-specifikke cuvéer og kommer fra ”lieu-dit” (enkeltmarken) 'Les Terres des Buissons', der ligger ud til Saran-bakken på en dyb, kalkholdig og mineralrig jordbund. Druerne (100% Chardonnay) vinificeres på egefade og får malolaktisk gæring. Herefter lagrer vinen minimum fem år på flaske (lukket med korkprop i stedet for kapsel), før den degorgeres og tilsættes en dosage på 1,6 g/l.
2017 var et udfordrende år for mange champagnebønder, især for dyrkere af Pinot Noir og Pinot Meunier. En kold vinter, frost, storme og hagl prægede store dele af året, men Chardonnay klarede sig dog faktisk ret godt, og dyrkerne af druen var glade for kvaliteten - ikke kun i Côte des Blancs, men også i mange sektorer på tværs af appellationen. I sidste ende afhænger meget af specifikke dyrkere og terroirs.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Champagne Bonnaire siden 2003. Bonnaire er en familieejendom, som kun laver champagne af egne druer. Oldefar til brødrene Jean-Emmanuel og Jean-Étienne Bonnaire, som laver vinen i dag, begyndte egen produktion i 1932 under den store krise efter Wall Street 1929, hvor det var næsten umuligt for dyrkerne at leve af druesalg.
Domænet ligger i kommunen Cramant i distriktet Côte de Blancs syd for Marne floden og næsten stik syd for den ene af de to hovedbyer Epernay. Kommunen har Grand Cru status* og er særligt kendt for fremragende Chardonnayvine. Huset har 22 ha. i Cramant og omliggende kommuner. Blandt de kendteste af disse er Avize og Le Mesnil. Enkelte parceller er "kun" 1. Cru. Derudover 6 ha. nordligere marker med røde druer, som tilhører moderens familie Clouet. De to domæner blev lagt sammen i 1992 for at sikre arvefølgen.
Brødrenes far Jean-Louis Bonnaire har lavet over 50 årgange, så der har været solid erfaring i brødrenes oplæring, og søn Jean-Ètienne har arbejdet med vin forskellige steder i verden for at få en bredere horisont. Brødrene anser det omhyggelige markarbejde som nøglen til vinenes kvalitet, og niveauet er konstant højt. Der bruges kun egne druer, og i de senere år er egefadlagring taget i brug til basisvine for nogle af cuve'erne. Deres vine er generelt karakteriseret ved de gode Chardonnay champagners klassiske dyder: En løftet, elegant stil med god mineralitet og et fint udviklingspotentiale, der bringer stadig flere nuancer af fx. smør, svampe, nødder og brioche frem i dem. Syren er sprød og fin, men føles ikke så barberblads skarp pga. den store frugtfylde.
"Noget af den mest crèmede Champagne, denne verden har set" - siger Juhlin, om huset. "En produktion af høj kvalitet, der kan tjene som reference i sin sektor": Bettane & Dessauve.
Klassificeringen af Champagnes kommuner er unik og har en historisk baggrund: Produktionen var så kompliceret efter datidens forhold, at dyrkerne solgte deres druer til champagnehusene, som kun i ringe grad havde egne marker. De større producenter køber stadig i dag hovedparten af deres druer. Da jernbanen kom, før Champagne blev afgrænset, brugte husene i stort omfang druer fra Loire og Languedoc, hvis dyrkerne ikke ville sælge billigt nok.
Over midten af 1800-tallet fik dyrkerne presset en lov igennem, hvor 51% af druerne skulle komme fra Champagne, men områdets grænser var stadig diffuse, og husene lønnede opkøberne efter lavest mulig pris, hvilket bl.a. medførte trusler og bestikkelse.
Så lagde vinlusen markerne øde, hvilket yderligere forværrede forholdene. Det var først da dyrkerne, der var truet på deres eksistens, gjorde borgerkrigslignende oprør i 1910-11, at en aftale om ordnede forhold blev fremprovokeret: "Echelle des Crus" - en skalainddeling af Cru'erne.
De 319 kommuner blev klassificeret efter denne skala, og hver kommune fik tildelt en status der blev synliggjort via et procenttal mellem 80-100 baseret på druernes kvalitet / historiske prisniveau.
2015 i Champagne: Vinstokkene i Champagne-området undgik de fleste dårligdomme takket være en tør, solrig periode sommeren igennem. Druerne var for det meste små men viste et ens niveau af modenhed, og årgangen kan karakteriseres som rig, hvor Pinot Noir udmærkede sig specielt godt. Årgangschampagner fra 2015 er værd at kigge efter.