En seriøst imponerende vin og et udsøgt eksempel på den finesse og kompleksitet, der definerer denne berømte appellation. Den er raffineret, rig, udtryksfuld og levende med energisk frugt, og den har ingen problemer med at følge med de store vine. Aromaen er fængslende med citrus, grønt æble og kaprifolier. Smagen byder på en smuk balance mellem rig frugtsmag, sprød syre og velintegreret eg, og den slutter med en lang, mineral-drevet finish. Druerne kommer fra en lille Village-parcel, der ligger midt i Premier Cru marken med samme navn, midt på skråningen i samme højde som Le Montrachet; 250-260 m. Den luftige, elegante vin har kommunens adelsmærke: Den fintkornede, sprøde mineralitet i en næsten vægtløs stil. Virkelig elegant med høj klasse.
Pierre-Vincent Girardin sprang, blot 21 år gammel, ud som selvstændig vinmager med en bemærkelsesværdig og udtryksfuld kollektion i 2017-årgangen, og han er hurtig blevet udråbt som en "rising star" af flere medier. Hans far Pierre Girardin afhændede sin ejendom i 2012 men gemte nogle gode parceller, til sønnen blev klar, og det er han i den grad nu!
Han har selvfølgelig opbakning fra sin erfarne far men også en klar ide om, hvad han vil gøre anderledes: Først og fremmest prioritere terroirpræg og mineralitet over tæthed i vinen. Egenskaber der i grunden altid har været Pinot Noir druens spidskompetence i Bourgogne og sværest at efterligne andre steder. Det indebærer typisk: Forsigtig brug af nye egefade, fint afmålt udtræk af tanniner o.l. med overpumpning snarere end nedtrykning af faststofferne i mosten under udblødningen, og kun den minimalt nødvendige tilsætning af svovl. Pierre-Vincent Girardin er både klar i sin retning og ydmyg over for opgaven. Debutårgangen er allerede et syvmileskridt mod målet.
Puligny-Montrachet er den midterste af de tre kommuner i Côte de Beaune, der ligger efter hinanden og til sammen har det bedste ry for hvidvin af højeste kvalitet i Bourgogne. Den ligger på nordsiden af Saint-Aubin dalens udmunding og har en perlerække af fire Grand Cru og 17 Premier Cru marker.
210 ha producerer hvidvin; heraf ca. halvdelen 1.Cru. Hertil kommer Grand Cru markerne, hvoraf de to er delt mellem Puligny- og Chassagne-Montrachet. Det ikoniske marknavn blev tilføjet byens i 1879, som ti andre kommuner også har tilføjet deres stjernemark til bynavnet. Markerne ligger mellem 230 og næsten 400 m.s højde. Der laves en anelse rødvin syd for landsbyen Blagny, som lægger navn til disse. Som generelt karaktertræk anses vinene for at være lidt mere stringente, ranke og mineralske end nabokommunernes; mest tydeligt fra de højestliggende marker med det tyndeste jordlag, de koldeste nattemperaturer og megen vind. Klimaet er kontinentalt med ret lange, kolde vintre, og forårsfrost efter knopskydning er en konstant bekymring.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pierre Vincent Girardin siden 2019.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.