En sjælden vin. Kun 1/3 vestvendt hektar med 23-årige vinstokke på mergel og kalk med højt jernindhold: meget velegnet til druen. Modningen er sen, så tanninerne bliver afrundet og syreniveauet godt. En meget seriøs Pinot med udviklingsmuligheder; langt fra de meget lyse og lette, der er det mest almindelige i Alsace.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Zind-Humbrecht siden 1985. Huset med Olivier Humbrecht i spidsen nyder et godt ry verden over, og det er kendt for at lave sublime vine med tårnhøjt niveau. Vejen til at skabe de store vine blev lagt allerede i 1960'erne og 1970'erne, hvor det lykkedes Oliviers far, Léonard Humbrecht at købe nogle af Alsace' bedste parceller på de meget stejle skråninger, der var blevet efterladt af bønder, som søgte mod fladere, lettere tilgængelige områder.
Léonards familie har lavet vin i området siden 1620, og "Zind" er moderens navn, som blev tilføjet ved ægteskab og sammenlægning af de to familiers marker i 1959. Vindyrkningen går i arv fra generation til generation, og Olivier er ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og han har allerede lavet sin første vin, Riesling Gr. Cru Sommerberg. Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet.
I 1992 blev et helt nyt vineri bygget midt i markerne i Turckheim. Domænet har været biodynamisk certificeret siden 2002 og er en af de store pionerer inden for biodynamikken i Frankrig. Olivier er kendt for sine sublime vine, den meget høje standard, han holder, og mange af vinenes nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder. Som den flydende engelsktalende, velformulerende person, han er, kombineret med vinenes standard, er han et fund som formand for de biodynamiske dyrkere i Frankrig.
Alsace 2018 fik megen regn den første halvdel af året men slap stort set fra de meldugangreb, som plagede andre områder. Knopskydningen var lidt sen men væksten kom godt i gang, så blomstringen var lidt tidligere end gennemsnitligt med fin frugtsætning. I juli steg temperaturen drastisk, som i næsten hele Europa, og satte modningshastigheden ned, indtil flere byger i slutningen af august gav det sidste nøk de fleste steder.
Efterårsvejret var meget stabilt oktober igennem, så høsten kunne tilpasses de enkelte druer og lokalklimaer uden stress. Udbyttet er over gennemsnittet og sundheden i druerne var høj. Pga. det stabile vejr er der høstet en del Vendange Tardive og Selection Grains Nobles.
Der er en masse lokale variationer og niveauer, men generelt er årgangen præget af en rund og fuldmoden stil med moderate syreniveauer, hvor mange vine vil yde deres bedste ret tidligt.