Slottet regner den selv blandt deres "show off" årgange, da vinen er så tæt på deres ideal: den dybe, men også friske og ranke frugtstil, da søger efter. Friske kirsebær og hindbær, blomstertoner, hyben, vinblade, mint, peber og lidt mokka. En inviterende stil med sprøde tanniner og en fin kombination af frugtsødme og livlig syre. En stil "der vil have et glas til", som "Falstaff" udtrykker det.
De håndhøstede druer er, efter afstilkning og gæring, lagret 12 mdr. i egefade, 50% nye. 2015 består af 85% Merlot, 10% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon. Det er en lidt højere % Merlot end gennemsnitligt. Kun 40% af høsten er i 1.vinen. Den har struktur til at udvikle sig videre forbi 2030.
Château Grand Corbin's marker ligger i det nordvestlige hjørne af Saint Emilion med Pomerol mod vest og Barbanne bækken, der grænser til Montagne-St. Emilion, mod nord. Vinen herfra blev først respekteret pga. Baron Bouchereau, der i 1700-tallet tog moderne metoder med sig hjem fra dyrkning af sukkerrør i Caribien. Han gav bl.a. markarbejderen en egentlig uddannelse i udskiftning af vinstokke, god beskæringspraksis og drueudvælgelse. Ved revolutionen blev området beslaglagt og splittet op, og er senere blevet yderligere delt ved arv, så der var mange ejendomme med "Corbin" i navnet.
Familien Giraud, der har drevet Chateau Grand Corbin i 50 år, solgte i 2010 til en finansgruppe i forsikringsbranchen, som også har Ch. Cantemerle i Médoc og i forvejen ejede naboerne Ch. Haut-Corbin og Le Jurat. De blev i 2012 tilladt lagt sammen, da de historisk havde været èn ejendom. Grand Corbin har nu 28,5 ha. Grand Cru Classé marker plus 8,5 ha. Grand Cru. Vinstokkene i Cru Classé-delen er 40 år og vokser overvejende på sand over dyb, blå ler. Der er plantet 77% Merlot, 18% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon. Hubert de Boüard har været ønologisk konsulent siden 2006 og er fortsat efter ejerskiftet. Grand Cru Classé klassifikationen er bekræftet ved revisionen i 2022.
Der arbejdes efter programmerne EMS og HVE, der kort fortalt går ud på stadig opmærksomhed på biodiversitet, plantesundhed, gødningstyper og brug af vandressourcer, samt planer for løbende forbedringer. Der høstes manuelt, druer sorteres manuelt efter afstilkning, og hver parcel vinificeres for sig med særligt fokus på udblødningstid, som har stor betydning for stilen i Merlot. Efter ca. en md. I tank fadlagres vinen 12 mdr. i barriques fra forskellige bødkere; ca. 40% nye fade hvert år. De enkelte fade udvælges og afbalanceres til den endelige vin efter lagringen. Les Charmes de Grand Corbin er slottets 2. vin.
Saint Emilion er det ældste vinområde i Bordeaux med talrige ruiner fra romertiden. Benediktinermunken Emilian, der påbegyndte den imponerende kirke i byen, hugget direkte ud i kalkklippen, er ophav til navnet, og Vinbroderskabet "La Jurade" fra 1199 er det ældst kendte. Vinen blev allerede i 1300-tallet, da Bordeaux var under engelsk herredømme, afskibet til England via havnen i Libourne. Byen er nu UNESCO verdensarv.
Der er i dag over 800 producenter på ca. 5500 ha. i området, der er meget mere kuperet og landskabeligt spændende end Médoc. Et limstensplateau i op til 100 m.s højde omkranses af skråninger omkring byen, hvor mange af de mest berømte ejendomme ligger, og noget lavere land mod øst og vest. Jordbunden er meget vekslende med indslag af ler, der også dominerer mod øst, samt grus og sten, der er hyppigere i det vestlige område mod Pomerol.
Druerne Merlot og Cabernet Franc dominerer, bakket op af Cabernet Sauvignon i de grusede områder, så vinenes blandingsforhold varierer meget. Der er kun få rigtigt store ejendomme. Gennemsnittet er kun omkring 7 ha.
Klassifikationen er fra 1955 og skal iflg. systemet opdateres hvert 10. år. Selv om vinenes kvalitet kun er ca. 1/3 af bedømmelsesgrundlaget for "Premier Grand Cru Classé" (15 årgange) og "Grand Cru Classé" (10 årgange), er der stor prestige i det, så det går ikke stille for sig, og intervallerne holder ikke altid, men gennemsnitligt er der nogenlunde 10 år imellem.
Nogle højt værdsatte slotte søger slet ikke klassifikation, da de ikke er enige i vurderingskriterierne. Der er pt., fra 2012, 14 og 63 slotte i de to øverste lag. De over 200 "Grand Cru"-ejendomme er det baseret på lokation og jordbund, ikke smagninger. I sidste ende er det, ligesom i Médoc, markedets vurdering af den faktiske vinkvalitet, der betyder mest for priserne.
Bordeaux 2015 er som helhed et fint år med en masse harmoniske, velbyggede vine. Vandreserverne blev fint fyldt op om vinteren, og der var ingen problemer med forårsfrost. En kølig, ret overskyet marts strakte knopskydningen ind i april, hvor solen brød frem, temperaturen steg, og udviklingen stort set blev indhentet. Blomstringen forløb fint i stabilt og solrigt vejr med kun enkelte regndage i juni. Der var lagt op til en god høstmængde.
I løbet af juli skabte tørken og den høje varme nogen stress for yngre vinstokke på meget drænende jorde. Farveskiftet begynde i slutningen af måneden men blev først generelt i august, hvor der kom ret meget regn, og væksten gik i gang igen, hvor den før var gået i stå. Årgangens endelige kvalitet blev skabt i september og oktober, hvor fin sol og meget lidt nedbør blev suppleret af kølige nætter, som forhindrede rådangreb og hjalp til at bringe det forholdsvis lave syreniveau i druerne opad igen. Alle druesorter nåede fuld modenhed og kunne høstes komfortabelt på de optimale tidspunkter. Flot modenhed, tykke drueskind, frugtstil til den let eksotiske side og nogle steder et noget lavt vinsyreniveau præger årgangen. Mange vine charmerer tidligt, men der er også langt udviklingspotentiale i rigtig mange vine.