Domaine Zind-Humbrecht med ejer og vinmager Olivier Humbrecht nyder et godt ry verden over og er kendt for at lave sublime vine med tårnhøjt niveau. Domænet ligger i Turckheim, Alsace og har været biodynamisk certificeret siden 2002. Olivier arbejder efter princippet om, at vinen ”laver sig selv”, når først druerne er høstet, sorteret og gæringen begyndt. Resultatet er, at nogle vine gærer i to måneder, andre i over et år. Nogle gærer ud, nogle gærer til meget lavt restsukkerniveau, og andre stopper med forskellige grader af restsødme.
Zind-Humbrecht er ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og sammen fører de familiens passion og ekspertise videre, mens de sikrer, at vingården forbliver blandt de absolut bedste i Alsace.
Smagekassen er lavet i samarbejde med Smag Behag og indeholder en flaske hver af følgende:
2024 Pinot Gris Roche Calcaire
”Elegance” er oftest ikke den første indskydelse ved Pinot Gris men velvalgt her, ikke mindst på grund af det fine niveau af sprød syre fra vinstokkene i Clos Windsbuhl, hvor skoven begrænser solens magt. Med luft kommer citrusfrugter og kalk i næsen, plus - som helt ung vin - et toastet præg af faststofferne fra gæringen. Saftig, luftig og afrundet smag med middel frugttryk, der strammes op af syren i eftersmagen. Vil belønne et par timer på karaffel og gerne flere års lagring. Vinen er helt tør med 0,3 gr. restsukker / l. (=Indice 1*).
2024 Riesling Roche Calcaire
Intens, tæt i frugten, kalket og mineralsk. Calcaire betyder ofte strammere, slankere vine med højere syre. Denne vin skal stadig bruge lidt tid på at åbne sig, og det anbefales stærkt at dekantere den i de første år efter aftapning. Citrus og moden grape dominerer duften som ung, og den energifyldte, faste og stenede, lange eftersmag varsler store udviklingsmuligheder. Olivier Humbrecht vurderer vinens optimale drikkevindue til at være fra 2026-2039.Gæringen var ret hurtig for denne cuvée, og vinen endte helt tør med 0,8 gr./l restsukker ret tidligt (=Indice 1*).
2024 Gewurztraminer Turckheim
En åben, saftig vin med intenst krydret duft af blomster, tørret frugt, læder og jordbundskarakter. Den er helt tør med 0,3 gr./l restsukker (Indice 1*) og en behersket syre. Den er tæt i smagen med kompleksitet og en del tanniner, elegant og ikke med en ekstrem power, der kan virke voldsom. Mellemfyldig, meget præcis og med lang finish. Turckheim ligger i hjertet af Alsace, lige vest for Colmar. Vinene fra dette veldrænede, grusede plateau rundt om vingården får meget lidt regn. Det er et åbent område med mange soltimer og gode drænforhold, hvor druerne modner ret tidligt. Vinene herfra har en udtryksfuld, aromatisk karakter og viser deres charme tidligt.