Den første af d'Arenbergs ikonvine, der stadig står som et fyrtårn i d'Arenbergs vinunivers. En meget bred palet af blommeagtig frugt, kirsebær, blodappelsin, modnet kød og røgede jordtoner med jern fra jordbunden. Fintsleben tanninstruktur og en anelse toasted egefad, der vil integreres ved lagring, som der er flot potentiale til. Har man smagt årgang 1997 i fuldt flor som 19-årig, er man overbevist!
Druerne til Ironstone vokser på "Terra Rossa", eroderet granit med et højt indhold af jern. Meget sen høst fra parceller med vinstokke tæt på 100 år, plantet i 1918. Udbytte helt ned til 15 hl/hektar! Den er komponeret af 72% Grenache, 25% Shiraz og 3% Mourvedre. Vinifikationen er som altid traditionel og gennemprøvet: Gæring i åbne kar med fodtrædning af druerne, der, efter blid kurvepresning, gærer færdig og lagrer 18 mdr. i egefade før blanding af fadene. Ingen klaring og filtrering før tapningen. En vin, der vokser sig endnu mere komplet, hvis man kan lade den ligge nogle år.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med d'Arenberg siden 1998. Vingården blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet “The Art of Being Different”. I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d’Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Australien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia.
Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er høj, og du får meget for pengene. Ca. halvdelen af domainets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt har de 33 forskellige druetyper rundt omkring domainet og har, udover mere velkendte druer, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.