En flot forening af dansende lethed og aromarigdom i den karakteristiske - men ikke parfumerede stil, Olivier altid får frem i sine tørre Muscatvine. Fuld modenhed er hans nøgle til balancen. Duften er åben, floral og sprød med rosenblade, men vinen er knastør i munden; finesserig, let, livlig og charmerende, og slutter med en tiltagende stenet rankhed fra det ret høje syreniveau og tanniner fra drueskindene. Den har et drikkevindue frem til minimum 2030 og vil være en flot aperitif samt ledsager til sushi og salater: Karakterfuld uden at være dominerende. Allergener: Indeholder sulfitter.
Den er tør med 0,4 gr./l. restsukker (indice 1*). Der er høstet 51 hl./ha. fra 46-årige vinstokke i "Herrenweg", på den del der har en blanding af grus og aflejringer fra Fecht-floden.
Turckheim ligger i hjertet af Alsace, lige vest for Colmar. Vinen er fra den sydlige del af den 60 ha. store Herrenweg mark, som domænet ligger midt i. Den lette grusjord indeholder her flodaflejringer, som gør den lidt mindre følsom for udtørring i regnfattige perioder. Det er et åbent område med mange soltimer og gode drænforhold, hvor druerne modner ret tidligt. Vinene herfra har en udtryksfuld, aromatisk karakter og viser deres charme tidligt.
Muscat er en af verdens ældste druer og findes i et utal af variationer. Muscat d'Alsace hører til de gamle typer, også kalder Muscat a Petit Grains. Den har høj resistens mod tørke og varme og bevarer god syre, mens Ottonel er en krydsning fra 1852, som har en lysere drueskal, er lettere og frisk, hvis den høstes tidligt. Muscat formår at være både let og luftig men samtidigt aromatisk udtryksfuld; i de bedre udgaver med druenær duft, citrus, blomst muskatnød og honningtoner, også i tør udgave. Den er fantastisk som aperitif, til en ikke for barskt krydret asiatisk ret, salater og skaldyr. Her i helt tør udgave fra en af verdens bedste håndværkere i hvidvinsfaget, der mestrer at afstemme det aromatiske og det elegante i en vintype, der altid er en spændende balanceakt.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Zind-Humbrecht siden 1985. Huset med Olivier Humbrecht i spidsen nyder et godt ry verden over, og det er kendt for at lave sublime vine med tårnhøjt niveau. Vejen til at skabe de store vine blev lagt allerede i 1960'erne og 1970'erne, hvor det lykkedes Oliviers far, Léonard Humbrecht at købe nogle af Alsace' bedste parceller på de meget stejle skråninger, der var blevet efterladt af bønder, som søgte mod fladere, lettere tilgængelige områder.
Léonards familie har lavet vin i området siden 1620, og "Zind" er moderens navn, som blev tilføjet ved ægteskab og sammenlægning af de to familiers marker i 1959. Vindyrkningen går i arv fra generation til generation, og Olivier er ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og sammen fører de familiens passion og ekspertise videre, mens de sikrer, at vingården forbliver blandt de absolut bedste i Alsace. Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet.
I 1992 blev et helt nyt vineri bygget midt i markerne i Turckheim. Domænet har været biodynamisk certificeret siden 2002 og er en af de store pionerer inden for biodynamikken i Frankrig. Olivier er kendt for sine sublime vine, den meget høje standard, han holder, og mange af vinenes nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder. Som den flydende engelsktalende, velformulerende person, han er, kombineret med vinenes standard, er han et fund som formand for de biodynamiske dyrkere i Frankrig.
Zind-Humbrecht's "indice"system er en konsekvens af Olivier Humbrechts princip om, at vinen "laver sig selv", når først druerne er høstet, sorteret og gæringen begyndt. Han bruger kun den naturlige gær, der sidder på druerne, så gærens måde at virke på kan variere i samspillet mellem de enkelte gærkulturer, markernes vejrprofiler, druesorterne, sukkerniveauet i det konkrete år og de forskellige syretyper, der indgår i processen. Resultatet er, at nogle vine i nogle år gærer i 2 måneder, andre i over et år. Nogle gærer ud / til meget lavt restsukkerniveau, andre stopper med forskellige grader af restsødme.
Da Olivier oplevede, at selv hans kone havde svært ved at finde en passende vin i kælderen, indså han, at kunderne måtte have samme problem med den mængde forskellige vine, han laver. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et indice nr. fra 1 -5. Undtaget er VT / Vendange Tardive / sent høstede eller SGN / Selection Grains Nobles / udvalgte skrumpede druer, hvor restsødme er givet.
Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme og er mest til kraftige oste, desserter og et sublimt glas for sig selv. De vedbliver at være søde i hele deres meget lange levetid; mest tydeligt for indice 5. Ud fra 35 års erfaring med hans vine kan man sige, at indice 2 generelt vil have en lille rundhed, når de er unge; mindst følelig for Riesling. Med Indice 3 kan sødme i den yngre vin fornemmes, men den dominerer ikke. For indice 2 og 3 vil sødmen normalt integreres i vinen ved lagring og blive mindre mærkbar.