En vin der tiltaler den moderne forbruger, der efterspørger lette og friske vine. Let og udtryksfuld med friske citrusaromaer. Smagen er meget harmonisk, og den charmerer med sit sødlige udtryk ledsaget af friske, modne citrus- og grapefrugter. Restsukkerniveauet på 17 gr./l. afbalanceres fint af den friske syre.
En fornøjelse som aperitif og til lette, delikate retter som salater eller grillet fisk. Den er også et herligt match til retter med orientalske krydderier foruden at den også vil været et hit til frugtbaserede desserter. Bør nydes ung.
Gascognes lokale druesort, Colombard, er specielt egnet til at lave vine med lette udtryk: Friske, fornøjelige og aromatiske vine med et naturligt lavt alkoholniveau. Vinen er blendet med Sauvignon Blanc. Druerne høstes tidligt for at opnå det lave alkoholniveau. De presses og vinificeres separat. Den alkoholiske gæring stoppes, før sukkeret er gæret ud, hvilket giver det lave alkoholholdniveau på 9°. Vinen lagrer på bærme ved meget lav temperatur for at undgå en evt. genstart af gæringen.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Plaimont siden 1990. Plaimont er et af verdens mest veldrevne kooperativer og ligger lige nord for Pyrenæerne, hvor 600 vinfamilier arbejder sammen om at levere kvalitet hvert år fra de 5 appellationer: IGP Côtes de Gascogne samt AOC Saint Mont, Madiran, Pacherenc du Vic-Bilh og Jurancon. Varme dage og kolde nætter er et godt udgangspunkt for spændstig og saftig vin. Der høstes om natten for at bevare syren. Det store kooperativ er i konstant udvikling m.h.t. bæredygtig drift. Blade mod øst tages af vinstokkene for at give den kølige morgensol adgang til druerne, knopper fjernes for at holde udbyttet nede, og i hver anden række vinstokke vokser der græs for at hæmme deres virilitet og få rødderne til at søge længere ned. Man er på spring med de første økologisk certificerede vine.
Côtes de Gascogne-appellationen strækker sig over bjergskråninger mellem Pyrenæerne og Atlanterhavet. Det er et klima, der byder på skiftende milde dage og kølige nætter. Påvirkningen fra havet mod vest kombineret med Pyrenæerne mod syd garanterer solskin og et fravær af vandstress.
Côtes de Gascogne laver hovedsageligt hvidvin (85% af produktionen). I Saint Mont laves både rød, hvid og rosé på lokale druesorter: De blå Tannat, Pinenc, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon druer og de grønne Petit og Gros Manseng, Petit Courbu og Arrufiac druer. Madiran er specielt kendt for ekspressive rødvine på især Tannat. I Jurancon-regionen er al produktionen hvidvin, hvoraf tør hvidvin udgør omkring 75% og søde hvidvine omkring 25%. Pacherenc du Vic-Bihl, også kaldet "Pacherenc d'Or", er en appellation med vægt på søde vine.