Frisk i duften med citrus og hvide blomster. Smagen har god fylde med de samme lyse nuancer som aromaen. Den er bemærkelsesværdig saftig og frisk og har en blød tekstur. Det er ikke en simpel terrassevin men en Aligoté med dybde, der vil overraske. Servér ved 11-13 grader som aperitif - både med og uden småretter. Den er desuden fremragende til lette fiskeretter og skaldyr.
Druerne kommer fra vinstokke, der er over 100 år gamle. Vinen har lagret med bundfaldet dels på traditionelle (gamle) franske egetræsfade og dels på rustfrit stål, hvilket giver den tiltalende kombination af frugt, rygrad og livlige syre, samtidig med at vinen opnår rundhed.
Aligoté har været i Bourgogne siden 1600-tallet. Da den er mere robust mod forårsfrost end Chardonnay og modner ret tidligt, plantes den gerne på de lavere områder med dybere jord. Appellationen for druen strækker sig over hele Bourgogne, fra nord til syd. Den har en viril karakter, ofte med associationer til lys frugt, hvide blomster, moden frugthave og en sprød, ofte lidt saltpræget syre. Den spiller en rolle i mange udgaver af Crémant de Bourgogne, men er måske mest kendt som den oprindelige og ægte vin til "Kir".
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Janots & Bos siden 2019. Janots & Bos er et ambitiøst partnerskab mellem franske Thierry Janots og hollandske Richard Bos, som først mødte hinanden på vinmagerskolen Lycée Viticole i Beaune i 1996. R. Bos arbejdede derefter med gastronomiske projekter i Holland og T. Janots udviklede sin ekspertise ved arbejde for topproducenter som Drouhin, Louis Latour og Comtes Lafon.
I 2005 slog de sig sammen med vinkælder i Meursault og finansiel støtte fra Holland. R. Bos har hovedansvaret for administration og markedsføring, mens T. Janots, med sin efterhånden store erfaring, er fuldt fokuseret på at lave vinen.
De lægger megen vægt på, at oprindelsesområdet, "terroir" og klimaforhold, skal præge den enkelte vin. Deres stil ligger i den lidt fyldigere ende af skalaen, og vinene er generelt egnede til lagring.
Der bruges næsten altid egefade til lagring, men let toastede, og nye fade bruges meget behersket, da fadet skal støtte vinen, ikke dominere den. Deres favoritfade er fra to områder: Allier i det nordøstlige Centralfrankrig og Vogeserne op mod Alsace. Begge områder har næringsfattig jord og tætte- eller meget højtliggende skove, som giver træ med tætte porer, der støtter vinens struktur.