Cool og præcis og en Chenin Blanc lige efter bogen: Indbydende, rig på aromaer, frugtig, masser af citrusfrugter og med et lille strejf af eg. Den slutter meget mineralsk ledsaget af en let bitter tone. Denne Single Vineyard er et flot match til magre hvide fiskeretter, kammuslinger og ceviche.
Beauvoirs ligger øst for vingården. Parcellets mikroklima er det mest atypiske i området. Vinstokkene blev plantet i begyndelsen af 00'erne og vender mod øst (ikke syd). De vokser i Silex (flint-) jord i et indhug i en dal i kalkstensplateauet, hvor de er beskyttet mod vind og vejr. Faktisk er vinstokkene her mindre følsomme overfor de seneste somres hedebølger, og vinene udtrykker dermed stor friskhed, masser af frugt og flot mineralitet. Vinen har lagret 20 måneder, heraf 12 mdr. i 620 liters fade før yderligere 8 måneder i ståtanke. Malolaktisk gæring ønskes ikke. Den har potentiale til at blive gemt op til 15 år.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Bonnigal-Bodet siden 2023. Domaine Bonnigal-Bodet er en mindre familieejet vingård, der ligger på den nordlige side af Loire-floden i Limeray ved byen Amboise lidt øst for Tours. Vingården er gået fra generation til generation siden 1927, og i dag står Jean Baptiste Bonnigal og Stéphane Bodet i spidsen. De mødtes under deres vinuddannelse i starten af 00'erne, hvorefter de hver især arbejde for forskellige vingårde, inden de i 2013 overtog vingården fra Jean Baptistes' familie og slog sig sammen.
Amboise ligger i 100-130 meters højde på et kalkstensplateau. Plateauet er delt i to af Loirefloden, og på den nordlige side ligger Bonnigal-Bodet, hvor Loires bifloder udskærer små dale, der danner øst-/vestvendte bjergskråninger. Undergrunden er kalksten, dækket af mergel og forskellige typer af ler med et stort indhold af flint. Den store geologiske rigdom i området giver vine med stærke og varierede personligheder, og alle parceller vinificeres derfor, naturligvis, for sig.
Bonnigal-Bodet arbejder hovedsageligt med Chenin Blanc men også med Sauvignon Blanc, Chardonnay (til Crémant), Côt og Pineau d'Aunis. Chenin Blanc er en af Loires ikoniske druer. Det er regionens 3. mest beplantede drue. Den modner sent og vokser i Saumur, Anjou og Touraine. Pineau d'Aunis kommer fra Saumur og anvendes i husets Crémant de Loire rosé. Alle druer høstes i hånden og sorteres i kælderen. Markerne plejes året rundt for at sikre de bedste betingelser for en varieret jordbund.
Kodeordet for vingården er "respekt": Respekt for jorden, druerne, miljøet og vinifikationen mm. De er overbeviste om, at vinen laves i marken, så når vinen først er i kælderen, blander de sig mindst muligt i vinens videre udvikling. Derved afspejles det lokale terroir i vinen, og metoden giver ydereligere kompleksitet til vinen. Med 2022 årgangen er Bonnigal-Bodet økologisk certificeret.
Selve Loirefloden er ca. 1000 km. lang og løber fra det centrale Frankrig og vestpå til udmundingen i Atlanterhavet vest for Nantes, men selve vindistriktet Loire strækker sig ca. 480 km. fra Sancerre i øst til Nantes i vest og med vinmarker på begge sider af floden. Klimaet går fra næsten kontinentalt inde i landet til maritimt ved kysten. Jorden varierer mellem granit, skifer, flint, sandsten og kalk til ler og grus.
Loire kan groft inddeles i 3 hovedområder. Den øvre: Her ligger Sancerre og Pouilly-Fumé med kontinentalt-influeret klima, hvor Sauvignon Blanc dominerer som grøn drue og Pinot Noir som blå drue. Den nedre del ved Nantes: Maritimt klima. Hoveddruen er den grønne Melon de Bourgogne, der anvendes til vinen Muscadet (der ikke må forveksles med druen Muscat).
Den midterste del: Dette er et større område, der dækker både Anjou-Saumur mod vest og Touraine mod øst. Klimaet i denne del af Loire influeres stadig en del af havet mod vest, men kontinentalklimaet spiller en større rolle jo længere man går mod øst. I Anjou-Saumur er hoveddruerne Cabernet Franc på rødvinssiden og Chenin Blanc på hvidvinssiden. Disse druer anvendes også i Touraine sammen med Sauvignon Blanc, Côt og Gamay. Det er fra denne centrale del af Loire, at Crémant de Loire kommer. Den kendte Vouvray på Chenin Blanc kommer fra Touraine, og i favorable år, laves der også fantastiske længelevende søde vine på Chenin Blanc, når vejret angriber druerne med ædel råddenskab.