En komplex vin med duft af krydderier, violer og tørret frugt. I smagen finder du mineralitet, lidt citrus, modne frugter og urter. Den er velbalanceret og fed med perfekt en afstemt syre. Servér til krydrede pølser, pastaretter og hårde oste.
Druerne Viura (også kendt som Macabeu), Malvasia og Grenache Blanc kommer fra ni parceller, der gennemsnitligt ligger 600 m.o.h. omkring Labastida i Rioja Alavesa. Ejer og vinmager Olivier Rivière betragter selv denne vin som sin hvide "Côtes de Nuits".
Druerne håndhøstes og både gærer og lagrer i en kombination af franske egefade. Vinen lagrer 8-10 måneder.
Olivier Riviere er en ukuelig franskmand på udebane. Han er opvokset i Cognac og ønologuddannet i Bordeaux med speciale i biodynami. Efter arbejde på flere vingårde i Bordeaux og Bourgogne ville han etablere sig i Fitou, men havde ikke råd. Et par år som konsulent i konvertering til biodynami hos Telmo Rodriques i Rioja fra 2004 blev starten på et liv i Spanien. Han købte først druer hos små økologiske dyrkere i Rioja og fik i 2009 adgang til faste faciliteter hos Bodegas Lacus i Rioja. Jord med gamle Tempranillo og Garnacha vinstokke havde han kun råd til at købe på højtliggende lokationer i det mindre fashionable Arlanza mellem Rioja og Ribera del Duero. Jord, der aldrig har været dyrket med kemiske bekæmpelsesmidler. Han laver nu vin fra 19 ha. i Arlanza og Rioja med faciliteter i Lardero syd for Logrono i Rioja, og i Covarrubias i det østlige Arlanza.
Han er med i en gruppe på ti yngre vinmagere, der kalder sig "Rioja 'n' Roll". Deres projekt er at lade den enkelte lokalitet og drue udtrykke diversiteten i området; modsat Rioja's tradition for at blande store mængder vin til mærkevarer, der helst skal være så ens som muligt fra år til år.
Olivier arbejder biodynamisk i markerne. Al høst sker i hånden. Hver druesort vinificeres separat. Graden af afstilkning afgøres af de konkrete forhold i årgangen. Udblødning af mosten sker køligt og langsomt. Der bruges kun naturlig gær. Han bruger både ståltank, beton, store- og små egefade afhængigt af den enkelte vin. Vinen klares oftest ikke, og kun stållagrede vine filtreres let inden tapningen.
Udtrykket "naturvin" bryder han sig ikke om: Det er mennesket, der laver vinen; der er ingen definition af naturvin, og betegnelsen bruges ofte for at dække over fejl og dårlig vin, mener han.