"I adore the perfumed red fruits" skriver Georgina Hindle / Decanter. Meget betegnende for beskrivelser af vinen, der kendetegnes ved lag af tæt, men saftig og livlig frugt i en inviterende stil. Den har også et solidt korset af kalkede tanniner, frisk syre og en lang, krydret finale, der sikrer balance mellem charme og struktur, og giver fine udviklingsmuligheder i hvert fald et par årtier. Den bør dog være fint tilgængelig fra 2024-25 og frem.
Årgangen er ren Merlot, da 1½ ha. med Cabernet Franc ikke er i produktion endnu. Da markerne spænder over 25 højdemeter med vekslende undergrund, er de forskellige parceller høstet på forskellige tidspunkter og vinificeret hver for sig. Halvdelen af vinen er lagret i større foudres, og halvdelen i barriques.
Château Franc Mayne Grand Cru Classé er et 2-etagers sandstensslot på toppen af kommunens nordlige skråning, tæt på byen. De 7 ha. i én blok vender vest-nordvest og har sandet lerjord nederst samt et tyndt lerlag over sandsten på den øvre del. Slottet blev i 2018 overtaget af familien Savare, der ellers har speciale i avancerede printteknikker med QR-koder, vandmærker o.l. Pierre Arnald, der har arbejdet med familien i mange år, er direktør, og Sophie Mage er teknisk dir.; hovedansvarlig for den daglige drift, markarbejdet og vinifikationen. Man gennemførte hurtigt efter overtagelsen intensive jordbundsanalyser for på sigt at optimere drue og jordbund yderligere. Driften er nu økologisk og forventes certificeret med årgang 2022.
Saint Emilion er det ældste vinområde i Bordeaux med talrige ruiner fra romertiden. Benediktinermunken Emilian, der påbegyndte den imponerende kirke i byen, hugget direkte ud i kalkklippen, er ophav til navnet, og Vinbroderskabet "La Jurade" fra 1199 er det ældst kendte. Vinen blev allerede i 1300-tallet, da Bordeaux var under engelsk herredømme, afskibet til England via havnen i Libourne. Byen er nu UNESCO verdensarv.
Der er i dag over 800 producenter på ca. 5500 ha. i området, der er meget mere kuperet og landskabeligt spændende end Médoc. Et kalkstensplateau i op til 100 m.s højde omkranses af skråninger omkring byen, hvor mange af de mest berømte ejendomme ligger, og noget lavere land mod øst og vest. Jordbunden er meget vekslende med indslag af ler, der også dominerer mod øst, samt grus og sten, der er hyppigere i det vestlige område mod Pomerol.
Druerne Merlot og Cabernet Franc er hoveddruer, bakket op af Cabernet Sauvignon i de grusede områder, så vinenes blandingsforhold varierer meget. Der er kun få rigtigt store ejendomme. Gennemsnittet er kun omkring 7 ha. Klassifikationen er fra 1955 og skal iflg. systemet opdateres hvert 10. år. Selv om vinenes kvalitet kun er ca. 1/3 af bedømmelsesgrundlaget for "Premier Grand Cru Classé" (15 årgange) og "Grand Cru Classé" (10 årgange), er der stor prestige i det, så det går ikke stille for sig, og intervallerne holder ikke altid, men gennemsnitligt er der nogenlunde 10 år imellem.
Nogle højt værdsatte slotte søger slet ikke klassifikation, da de ikke er enige i vurderingskriterierne. Der er pt., fra 2012, 14 og 63 slotte i de to øverste lag. For de over 200 "Grand Cru" ejendomme er kvalifikationskravene: lokation og jordbund, lidt lavere udbytte og 12 mdr.s lagring, foruden kontrolsmagning.
2012-klassifikationen er blevet genaktiveret af retten i Bordeaux i september 2022, nu med 2 Premier Grand Cru Classé A, 12 Premier Grand Cru Classé B og 71 Grand Cru Classé. De, der mangler i forhold til 2012, har selv valgt at forlade systemet. I sidste ende er det, ligesom i Médoc, markedets vurdering af den faktiske vinkvalitet, der betyder mest for priserne.
Bordeaux 2020 var det tredje varme år i træk, men ikke helt som de to foregående. Vinteren sørgede for gode vandreserver i jorden, som der skulle blive brug for. April var den varmeste i 100 år, knopskydningen var meget tidlig og blomstringen allerede i slutningen af maj forløb godt. Meldug i den våde og varme periode, inden tørken midt i juni satte ind, kostede en del af det potentielle udbytte.
Bortset fra juni var alle måneder fra marts - september varmere end både 10-års og 30-års gennemsnittet, men der var ingen deciderede hedebølger. Med total tørke fra 18/6 - 11/8 blev det den tørreste sommer siden 1959. Regnen i 2. halvdel af august, mest udpræget på venstre bred, var ekstremt vigtig for de fine resultater der kom, efter stabilt høstvejr i september. Druerne var generelt små med tykt skind, og den friskhed, der præger de fleste vine, har overrasket dyrkerne selv. Udbyttet, især i de kvalitetsmæssigt vigtige kommuner for rødvin, er mindre end forventet. Vinenes karakter er traditionel Bordeaux: Koncentrerede og fast strukturerede med en god modvægt af friskhed i frugten og ret moderat alkohol. I mange vine er udviklingspotentialet stort.