"Les Fuées" er direkte nabo til Grand Cru "Bonnes Mares" ret højt på den sydøstvendte skråning med tynd jord af kalkgrus og ler. Godt drænende, tynd jord giver vinstokkene et hårdt liv, så væksten begrænser sig selv, og koncentrationen i vinene bliver høj. Marken er kun 4,5 ha. og har navn efter et gammelt udtryk for det areal, der var et dagsværk for en markarbejder med en hakke.
De håndhøstede druer afstilkes alle fra denne mark. Efter syv dages kold maceration gæres mosten med to daglige nedtrykninger af faststofferne; derefter daglige overpumpninger. Vinifikationen tager i alt 21 dage. Vinen lægges på 100% nye egefade, indtil den malolaktiske gæring er sket, og overføres derefter til brugte fade; i alt 18 mdr. En omstikning før tapning, men ingen klaring eller filtrering.
Chambolle-Musigny er en lille kommune centralt i Côte de Nuits med kun 176 ha. marker. Den ligger mellem Vougeot mod syd og Morey-Saint-Denis mod nord. Pga. vinenes ry for en subtil og raffineret duft kaldes den også for "Côte de Nuits' Volnay" efter Côte de Beaune kommunen med lignende talenter.
De kendteste marker er de to Grand Cru's "Bonnes-Mares" og "Musigny" i hver sin ende af kommunen. Sidstnævntes navn blev lagt til kommunenavnet Chambolle i 1882. Dette er en sproglig forvanskning af "champ bouillant": den boblende mark. En lokal, højtliggende bæk sendte regelmæssigt kaskader af vand ned over skråningen efter heftige regnskyl. Der er 24 Premier Cru marker, som dækker i alt 56 ha. og ligger i et bånd ved siden af- og lige under de to Grand Cru marker.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Marchand-Tawse siden 2018. Marchand-Tawse er resultatet af et atypisk makkerpar, forenet ved deres fascination af Bourgogne: Pascal Marchand er oprindeligt sømand fra den fransktalende provins Quebec i Canada (!). Han havde, da han begyndte for sig selv, gennem 15 år skabt sig et navn i Bourgogne ved arbejde for respekterede domæner som Comte Armand og La Vaugeraie, samt Pinot Noir projekter i Vestaustralien.
Moray Tawse, finansmand og vingårdsejer i Ontario i Canada, gav ham den økonomiske mulighed. Han havde Bourgogne som forbillede i sin vinproduktion og fik fra 2006 Pascal Marchand som konsulent. De gik all-in, fik en vinkælder i Nuits Saint Georges og har netop færdiggjort en nyindrettet kælder i Beaune, specielt til hvidvine. I et interview med "Bourgogne Aujourd'hui" blev han spurgt, om det er en rentabel investering, han har gjort. "Nej, det er en sentimental investering. Jeg har investeret her for at prøve at give mit beskedne bidrag til historien i det, jeg betragter som den største vinregion i verden...".
Projektet har fra starten været tænkt biodynamisk, men uden certificering, da der bruges mange druer fra marker ejet af andre dyrkere, selv om bio-standarder for markarbejdet overholdes . Månekalenderen følges i alle processer, og brugen af svovl er minimal. Der plukkes i små 17 kg. kasser, så druerne ikke presser hinanden i stykker. Der bruges kun naturlig gær og lange macerationstider før presning for at udtrække smagsstofferne så blidt som muligt. En meget tidkrævende verikalpresse bruges til små cuvéer og en pneumatisk til de større. Gæringskarrene er åbne og af træ, som Pascal Marchand holder af pga. deres store træghed overfor temperaturændringer. Egefadene er fra fire forskellige skove og kun let toastede. Nye fade bruges fra 10 - 100% afhængigt af vinen og årgangen. klaring bruges ikke, og filtrering meget sjældent.