En utrolig elegant og vinøs Blanc de Noir Champagne. Forførende lys frugt i duften og frisk rød frugt i smagen piftet op af lidt krydderier. Meget charmerende med overraskende blødhed. Druerne vokser ved foden af en østendt skråning i rødbrunt kalk med en vis dybde ovenpå silt.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Champagne Jacquesson siden 2003. Champagnehuset blev overtaget af brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiquet i 1988. De har, med målrettet arbejde, fået husets kvalitet og ry op på øverste hylde og nyder international anerkendelse. Deres hovedfokus har været maksimering af basisvinenes kvalitet ved omhyggeligt, rettidigt markarbejde og skrap sortering. "En middelmådig vin er en middelmådig vin, uanset om den har bobler eller ej", siger de. Kunstgødning, insektgifte og chaptalisering / sukkertilsætning til mosten bruges ikke.
For at sikre fremtiden af Champagne Jacquesson, indgik brødrene Chiquet i 2022 et samarbejde med Artémis Domaines, der endte med at købe Champagnehuset i december '22. Champagne Jacquesson passer perfekt i Artémis Domaines' portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, hovedsageligt i Frankrig, hvor der lægges vægt på familietraditioner, know-how og fokus på detaljen.
Et af Jacquessons kardinalpunkter er kontrol med druematerialet, så andelen af indkøbte druer minimeres og ikke udgør mere end 20% i nogle årgange - og druerne kommer udelukkende fra nabodyrkere til deres egne parceller, så druerne kan presses hurtigt og lokalt efter høsten.
Egne marker er parceller i Valée de la Marne: Aÿ, Grand Cru, Dizy og Hautvillers, Premier Cru. Marker med et varierende indhold af ler og mergel, udover kalk, vendt mod øst, syd og sydvest. I Côte de Blancs: Avize og Oiry, begge Grand Cru, sydvendt med dyb kalkjord.
Druerne presses lokalt i vertikale kurvepresser, som er gode til ikke at rive drueskindene op og tilføre farve fra de røde druer til mosten, ligesom stilkene forbliver hele. Tanninerne i dem modner sjældent helt så højt mod nord og kan tilføre bitre toner til mosten, hvis de knækkes. 2. pres sælges altid videre; af og til også dele af 1. pres, hvis kvaliteten ikke er høj nok.
Gæringen sker i ældre egefade 3 - 4 mdr., og vinen lagrer videre uden omstikning med batonnage / omrøring ugentligt. Vinene klares og filtreres ikke. Når enkeltmarksvine laves, kommer de på flaske til 2. gæring omkring juli efter høsten. 700-serien først efter næste høst. Lagring af basisvinen på eg er medansvarlig for, at vinene kan være knastørre og alligevel have en forunderligt, luftig og rund mildhed i eftersmagen.
2015-høståret startede med et vådt og mildt vintervejr, der fortsatte ind i foråret. Herefter fulgte en periode med tørke og høje temperaturer, som varede indtil midten af august. Vækstsæsonen sluttede med skiftende perioder med køligt vejr og tørre, varme forhold. Det gav druer, der udviklede sig homogent og sunde med flot modenhed og i flot balance, og som har givet fyldige vine med generøs smag og stor energi.