En økologisk syntese på to måder: både af druer vi bedst kender fra Bordeaux, Rhône og Spanien samt af høj modenhed, koncentration, rankhed og friskhed fra højderne, hvor vinstokkene vokser. Den unge vinmager Juan Jose er eminent til at kombinere respekt for generationers viden og traditioner med innovativ tankegang.
Druerne til "Livets mening" kommer fra de højest beliggende marker, domænet har: 850-920 m. over havet, hvor de lave nattemperaturer giver syre-modspil til den koncentrerede frugt fra Syrah, Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Mourvedre. Vinstokkene er h.h.vis 30 og 70 år gamle, og udbyttet er lavt.
Druerne høstes og sorteres i hånden før en lang, kold udblødning, der trækker kraft, aromastoffer og farve fra drueskallerne. Gæringen er lang, da der kun bruges naturlig gær, som sidder på druerne. Vinen filtreres ikke og lagrer 12 mdr. i små franske egefade og 8 mdr. på flaske. En fast struktureret vin med godt udviklingspotentiale. Kvinden på etiketten er Juan Jose's bedstemor, som med sin kærlighed og evne til at skabe sammenhold i familien viste ham "livets mening".
Bodega Cerrón ejes af den utrolig passionerede Juan José Cerdan, der også laver vinen. Han laver sin vin med respekt for gamle traditioner, der kombineres med visionære idéer om fornyelse. Han kombinerer generationers lærdom med den moderne viden indenfor ønologi. Juan José mener, at jorden er en gave, som vores forfædre har givet til os, og det er vores pligt at efterlade den i samme stand som - eller bedre end - det vi har modtaget.
Vingården er certificeret økologisk, og hele den økologiske tankegang er meget vigtig for Juan José, som lægger vægt på sundheden, diversiteten og fremtidsperspektivet i hele økosystemet i tillæg til naturens biologiske cyklusser. Alle druer høstes i hånden, og i kælderen bruges en kombination af gammeldags amfora'er, egetræsfade og ståltanke.
Juan José samler hele sin filosofi i frasen "The New Generation of Old World Wines".
Bodega Cerrón ligger i det lidt mindre kendte vindistrikt Jumilla (DOP), og vingårdens marker ligger i 700-950 meters højde i bjergene i regionen Murcia lige syd for Alicante mellem Barcelona og Málaga. Jorden er sandet med rød ler og meget rig på kalk. Det er ideelle betingelser for økologisk drift, da de undgår sygdomme og skadedyr så højt oppe i landskabet. Høstudbyttet er meget lavt men kvaliteten af druerne høj.
Jumilla har vinmarker, der ligger både i regionen Murcia og Castile-La-Mancha. Området, der ligger højt - 400-900 m.o.h. - har et klima, der præges af både et kontinentalt- og Middelhavsklima med lange, tørre og ekstremt varme somre og korte vintre, der ser lidt frost en gang i mellem. Jumilla er specielt kendt for deres vine på Monastrell (Mourvèdre), der udgør ca. 80% af beplantningen. Andre røde druer er Grenache, Grenache Tintorera og Tempranillo. Distriktets hvide druer er Airén, Pedro Ximénez, Malvasía, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Muscat og Macabeo.