En forførende Pinot Noir med delikat aroma af bær- og frugt noter, hvor duftene går igen i smagen med en diskret intensitet og blødhed. Vinen kan lagre 5-7 år og længere. Druerne høstes i hånden og sorteres med omhu i kælderen. De gærer i 15-18 dage, helt eller delvist afstilkede, afhængig af årgangen. Vinen lagrer 12-14 måneder i fransk eg, hvoraf 25-35% er ny eg. Servér til retter med lyst kød, gerne med tilhørende sauce, og fuglevildt.
Savigny les Beaune "Lavières" kommer fra byen Savigny i den nordlige del af Côte de Beaune. Navnet Lavières kommer fra de store flade sten man kan finde omkring Savigny, som kaldes for laves. Disse sten blev i gamle dage brugt til at bygge gravsteder i, og omkring, Savigny. Bouchard ejer totalt 3,94 hektar af Savigny Premier Cru.
Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.
Bourgogne ligger i det østlige Frankrig og strækker sig fra Chablis i nord til Mâcon i syd. Størstedelen af de røde vine laves på Pinot Noir og de hvide på Chardonnay. Derudover laves der små mængder rødvin på Gamay (fra blandt andet Beaujolais), samt hvidvin på druen Aligoté. I Chablis finder man 7 Grand Cru vinmarker, men man skal 100 km. længere sydøst på, for at finde den mest kendte region 'Côte d'Or'. Det er hernede man finder resten af Grand Cru vinmarkerne. Dette område opdeler man i to dele: det nordlige Côte de Nuits og det sydlige Côte de Beaune. I Côte de Nuits finder man 24 af de 25 røde Grand Cru'er, mens Côte de Beaune udelukkende har de hvide Grand Cru'er.