Dette er Michel Magniens fortolkning af 1.Cru terroiret i Morey-Saint-Denis. En velstruktureret og intens Pinot Noir der kombinerer elegance med en muskuløs smag, power, dybde og vedholdenhed.
Druerne kommer fra parceller fra fem 1.Cru marker: Monts Luisants, der ligger nordligt i terrænet og højt, 320 m.o.h. Chaffots ligger i samme højdebælte men tættere på landsbyen. De tre andre marker ligger i appellationens midterbælte i ca. 270 meters højde. Charrières og Cheseaux ligger nordligt, mens Clos Baulet ligger midt i appellationen lige øst for landsbyen.
Jorden i appellationen er domineret af kalksten, der giver mineralitet til vinen. Druerne får en kold udblødning med naturligt gær i 10 dage i ståltanke med jævnlig overpumpning, og vinen lagrer på en kombination af brugte egetønder (52%) og 48% Terracotta amfora.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Michel Magnien siden 2022. Michel Magnien er fjerde generations dyrker med udgangspunkt i Morey-Saint-Denis, centralt i Côte de Nuits, hvor hans far dyrkede 4 ha., som blev leveret til kooperativet. Han kom i lære hos sin far som helt ung og fik fra 1967 mulighed for gradvist at tilkøbe parceller, som nu omfatter 18 ha. i hele Côte de Nuits: fra Nuits St. Georges, nord for Beaune, til den nordligste kommune Marsannay, syd for Dijon.
Hans søn Frédéric arbejdede først med vin i Californien og Australien, indgik helt i produktionen på domænet fra 1993 og blev færdig med ønologuddannelsen i Dijon i 1995. Han tog initiativ til at aftappe hele produktionen selv, dyrke økologisk med certificering i 2008 og biodynamisk fra 2015.
Vinifikationen er gradvist ændret: Der bruges kun naturlig gær og en del af frugten gæres i hele klaser. Nye egefade bruges ikke for at lade frugtens egen karakter afspejle sig uforstyrret i den færdige vin. Fra 2015 bruges delvis lagring i amfora'er på 320 - 750 l. af terrakotta-ler. Den har meget små porer, som ilter vinen langsomt, og indeholder en svag silicium-syre, der har en antibakteriel virkning, så der ikke skal bruges svovl overhovedet før tapningen. Den ovale form sørger for, at gærresterne holdes svævende og langsomt cirkulerende i vinen. Andelen, der lagres h.h.vis i amfora og ældre egefade veksler efter det konkrete druemateriales karakter.
Vinene klares og filtreres ikke, og svovlingen ved tapning er det minimalt nødvendige for holdbarheden.
Frédéric har gradvist overtaget ledelsen i de senere år, og domænet blev i 2020 et af Wine & Spirit Magazine's "Top 100 wineries all over the world".
Morey-Saint-Denis beskrives af og til som en stilmæssig overgang mellem de fast strukturerede vine i Gevrey- Chambertin mod nord og de lidt blødere og mere åbne i Chambolle-Musigny mod syd. Der er dog også her store variationer, både i niveau og stil. Der er fem Grand Cru marker, hvis man medregner den del af Bonnes-Mares, som ligger her; 20 1.Crus, og village-vine på dybere jord med sand, ler og en del mergel.
Der er ca. 140 ha. i alt med højder fra 220 - hele 360 m. Topmarkerne, ligger typisk på den høje del af midtskråningen med ret mager jordbund, kalkklippen lige under og bedst solindfald, næsten stik østvendt. Her laves kun ganske lidt hvidvin af Chardonnay, Pinot Blanc og Aligoté. Der er også her en lille dalsænkning mod vest midt i kommunen, men ikke nær så dyb som i nabokommunerne og uden samme indflydelse på lokalklimaerne.
Cisterciensermunke har dyrket vin her fra 1100-tallet og havde deres eget vineri i 1306. "Morey" stammer formentlig fra en gallisk/romersk ejer Mirrius, og "Clos Saint-Denis" Grand Cru, er navnets anden del, ligesom naboerne har tilføjet "Musigny" og "Chambertin" til deres landsbynavne.
2018 årgangen er der generelt stor begejstring for over hele Bourgogne. Det tidlige forår var meget varmt og til tider vådt, med angreb af meldug, mest i Côte de Nuits, som gjorde det meget arbejdsomt, især for økologiske producenter. Blomstring og frugtsætning i juni var fin over det hele. Bortset fra lidt lokale haglskader var hele sensommeren glimrende med normal nedbør, god varme uden voldsom hede, og soltimer over gennemsnittet. Nætterne var kølige nok til at holde syreniveauet oppe, og høsten foregik ret afslappet uden tidspres, med gode muligheder for at høste de enkelte steder på det optimale tidspunkt.
I Chablis er man lettet over en årgang uden forårsfrost, hagl og større rådproblemer. Vinene tyder på at blive afbalancerede med god substans og lagringspotentiale, uden at hælde til hverken den eksotiske- eller ultra-ranke side.
Hvidvinene i Côte d'Or har generelt en meget fin kvalitet med både frugtdybde, pæn syre, præcision i udtrykket og godt lagringspotentiale. Rødvinene havde en høj modenhed i druerne ved høsten. Vinene har en koncentration over norm, men uden at miste friskheden. De bedre forventes at ville lagre meget fint.
De sydlige områder har generelt klaret sig fint, især fra højtliggende marker, når vinifikationen blev godt tilpasset de høstede druers karakter, så friskheden blev bevaret.