Her er syntesen af, hvad området byder på: 50% Dolcetto giver druenær, frisk ungdommelighed, 25% Barbera tilføjer mørk frugttyngde, og 25% Nebbiolo et rankt element af struktur og mange smagsnuancer. Druerne er dels fra Diano, dels fra La Morra i Barolo. 20 til 40-årige vinstokke på marker, der vender dels mod øst, dels mod sydøst og sydvest, da druerne har forskellige krav til optimal udvikling.
Efter manuel høst i små kasser på forskellige tidspunkter vinificeres hver drue for sig med gæring i ståltank mellem 15 - 30 dage med daglige overpumpninger. Dolcetto lagres videre 12 mdr. i ståltank; Barbera og Nebbiolo ligeledes 12 mdr., dels i 25 hl. fade af fransk eg, dels i 2.- og 3.-års barriques. Efter blanding harmoniseres vinen 6 mdr. i tank, og 6 mdr. på flaske efter tapning. En vin, der, med sin sammensatte karakter, er velegnet til at spænde over et måltid med forskellige retter. Navnet "Adesso" betyder "nu - i dette øjeblik" - underforstået, at vinen er drikkemoden netop nu.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Camparo siden 2022. Azienda Agricola Camparo Di Drocco, som er vingårdens fulde navn, har dyrket druer i den lille by Diano d'Alba i tre generationer, og den fjerde, med tre unge, er ved gradvist at overtage mere ansvar. Mauro Drocco's far og farfar solgte druerne til det lokale kooperativ, men Mauro ville videre. Han indgik i produktionen i 1980'erne og overtog efterhånden ledelsen i 90'erne.
Han ændrede lidt på vinifikationsprocesserne og indførte ny teknologi til bedre kontrol af detaljerne, eget tapningsanlæg og markedsføring. Vingården blev, som en af de første på egnen, certificeret økologisk allerede i 2000. Det var ret let, da man altid har arbejdet med naturnære teknikker, længe før økologi blev moderne.
Man bruger Guyot-opbinding, som kræver mere markarbejde og ny opbinding hvert år, men i sig selv begrænser vinstokkens virilitet og gør det let at beskære bladvækst som ønsket. En teknik som vægter druekvalitet over arbejdstid i marken. Der sås bl.a. bønner, ærter og sennep mellem rækkerne, som bidrager til jordforbedring. Der bruges kun lidt af naturstofferne svovlpulver og kobbersulfat, når det er absolut nødvendigt, og alle druer høstes i hånden.
Mauro købte parceller i Grinzano Cavour, lige nord for Diano, hvor vingården ligger, og senere i La Morra, ca. 15 km. mod sydvest, for at kunne lave Barolo. Man har Barbera, Dolcetto og Nebbiolo, samt de hvide druer Arneis og Favorita.
Ejendommen blev i 2014 en del af "Diwinexport": en fælles salgsorganisation for 12 mindre producenter, og er ved at etablere "agro-turismo" med vingårdsbesøg, smagninger og forskellige events. Ledestjernen i produktionen er at bibeholde vinenes egnstypiske udtryk med den optimering og stabilitet, de nye tekniske muligheder giver.
Camparo's druer, kort fortalt:
Barbera har været kendt fra 1200-tallet og blev senere spredt af immigranter til bl.a. USA, Sydamerika og Australien. Den er lidt mindre kræsen end Piemonte's kongedrue, Nebbiolo, m.h.t. jordbund, højde og soleksponering og modner lidt tidligere. Mager kalk/ler-jord er dens klassiske voksested.
Kvalitet og stil kan variere meget efter udbytte, høsttidspunkt og vinifikation: Fra det umiddelbare, intenst frugtige og syrespillende til sent høstede, vægtige vine med længere fadlagring, som reducerer syrens rolle. Tanninindholdet er ret lavt i forhold til vinens smagsintensitet. Drueskindet er tykt, så vinen er ret mørk, og de hyppige smags-associationer er typisk kirsebær, brombær og blommer; ofte med toner af viol og vilde krydderurter.
Her er ofte mere åben, umiddelbar charme i den unge vin end i Nebbiolo, og prisen er ofte mere behersket.
Nebbiolo er lige så gammel som Barbera og meget koncentreret om Piemonte. Nebbia = tåge er morgentågen på skråningerne i det sene efterår og det støvede skær, der kan være på de modne druer. Resultatet er generelt ret følsomt for jordbundstype, mikroklima og vejrforhold. Druen giver mere ranke og markerede vine end Barbera.
Frugtintensiteten kan være meget høj, men farven er lysere og tanninerne mere fremtrædende, især i topvine fra Barolo og til dels Barbaresco, der forventes lagret længe. De lidt mindre vine kan med dagens teknikker vinificeres til et mere frugtigt udtryk uden lang lagring. Rød bærfrugt, blomstertoner, kaffebønne, læder og jord-mineraler er hyppige beskrivelser. Druen er ikke nær så udbredt som Barbera andre steder men dyrkes også i Californien og Australien, hvor stilen kan være ret anderledes end de italienske.
Dolcetto har nok navnet "den lille søde" pga. det ret lave syreniveau, når man napper en moden drue, men sødlig er vinen sjældent i dag. Den modner tidligt og vokser derfor ofte på ret kølige marker, hvor Nebbiolo ikke ville modne fuldt ud. Dén placering medvirker til at holde syren oppe. Produktionen i Italien er meget koncentreret om Piemonte. Vinen er oftest ret mørk, frugtdrevet og let krydret. Brombær, blomme, kakao og peber nævnes ofte i beskrivelser, ligesom et nøddeagtigt præg i eftersmagen.
De lettere udgaver kan nydes helt unge, som Italiens Beaujolais, men stilen kan reguleres meget i vinifikationen, og der laves også tungere, fadlagrede stilarter. På hjemmebanen er det ofte den vin, alle drikker jævnligt, nærmest til hvad som helst.
Arneis var næsten uddød midt i 1900-tallet og siges at have været plantet blandt Nebbiolo, for at fuglene ville spise dens sødere druer i stedet for! Den hvide drue giver ret lavt udbytte, er følsom for meldug og skal høstes præcist på det tidspunkt, hvor modenhed og syreniveau er ideelt, da syren falder hurtigt derefter. Den blev tidligere brugt til at blødgøre Barbera- og Nebbiolo vine, når tanninerne var for fremtrædende.
Vinene på druen havde øgenavnet "hvid Barolo", når den kom fra bredden af Tanaro-floden, lige vest for Barolo. Vinene er tørre og gerne aromatiske med ret lav tannin og behersket syre. De beskrives gerne med toner af fersken, æble, abrikos, mandel og en snert af honning. Næsten alt er fra Italien, mest Piemonte, men der er en lille produktion i Australien, Oregon, Californien og New Zealand.
Favorita er en nær slægtning til Vermentino og plantet en del i Alba området og Roero mod nord. En meget lys drue, som bliver strå-gul, når den er moden. Den er meget viril og skal beskæres beslutsomt for at give den bedste kvalitet. Smagen er meget frugtig og oftest præget af citrus, pære, blomst og en lille bitter-tone i eftersmagen. Den holder syren bedre end Arneis og blandes ofte med denne for at give den et lille spark af ekstra friskhed