Årgang 2022 fra Bouchard Père & Fils landede på lageret hos Erik Sørensen Vin i slutningen af september, og vi har set frem til at præsentere vinene fra vingården i Bourgogne, som vi har samarbejdet med siden 2006.

 Om årgang 2022 i Bourgogne

Vurderingen er overordnet, at årgang 2022 i Bourgogne gav meget gode vine på tværs af regionen og med et stort udbytte. Vinteren gav mindre nedbør end normalt. En kold januar blev efterfulgt af et par milde og solrige februar og marts måneder – på nær i Chablis og lokale områder i Côte de Beaune undgik man de katastrofale frostskader, man havde oplevet året før i slutningen af marts og begyndelsen af april. I 2022 fulgte nu varmere og tørre vejr, og vinstokkene udviklede sig fint frem til blomstringen. Sol og tørke fortsatte frem til midten af juni, hvor området blev ramt af stormfuldt vejr og fik en måneds nedbør på to timer. Gevrey-Chambertin blev hårdt ramt af vandmængderne med oversvømmelser og jordskred, men ellers sørgede regnen for at fylde vanddepoterne op. Resten af sommeren var vejret venligt med lejlighedsvise regnbyger. Høsten begyndte i slutningen af august og fortsatte hen i september.

Her er tale om en klassiske årgang fra Bouchard Père & Fils, der byder på moden Pinot Noir med superb frugt og et flot udtryk af terroir samt meget præcise og beundringsværdige friske hvidvine.

Velsmagende favoritter fra årgang 2022

Vinkonsulent/butikschef Mikael Fuglsang har smagt årgang 2022, og han peger herunder på et par af sine favoritter. Generelt betragtes årgangen som værende fremragende for rødvinene – en klassisk årgang, der byder på moden Pinot Noir med superb frugt og et flot udtryk af terroir. Vinene er meget indbydende, udtryksfulde og afbalancerede mellem finkornede tanniner, syre, rundhed og sødme. Hvidvinene er meget præcise og beundringsværdigt friske. De besidder et fint niveau af syre og er meget aromatiske med et smukt floralt udtryk og noter af citrus. Det er en varm, behagelig og meget udtryksfuld årgang med en flot struktur.

 

 

VINANBEFALING l 2022 Monthélie les Duresses 1.Cru, Domaine Bouchard Père et Fils

En personlig favorit på den røde side med masser af lyse sarte bær og en skøn frugt. Les Duresses spiller altid i ungdommen på den friske side af Bourgogne-spektrummet men den har masser i tanken til at modne flot over mange år. Et super godt køb til prisen.

Find vinen 

VINANBEFALING l 2022 Beaune Clos de la Mousse, 1. Cru, Monopole Bouchard Père et Fils

En stor Beaune-vin med alt den frugt, elegance og charme man kan drømme om i stor rød Bourgogne. Clos de la Mousse er en monopolmark som Bouchard år efter år formår at lave små vinøse mirakler på. En vin som enhver vinelsker bør stifte bekendtskab med.

Find vinen

VINANBEFALING l 2022 Meursault les Goutte d’Or, 1.Cru, Domaine Bouchard Père et Fils

Meursault på den helt høje klinge og en evig favorit blandt de mange smukke hvide i årgang 2022. Flot aromatisk næse med smukt samspil mellem frugt, fad og specielt lidt krydrede toner. En stor vin med et utroligt stort potentiale for at udvikle sig smukt i mange år frem i tiden.

Find vinen

VINANBEFALING l 2022 Chevalier-Montrachet Grand Cru, Domaine Bouchard Père et Fils

Når det hele går op i en højre enhed – den mægtige ”Chevalier-Montrachet” fra Bouchard er en af verdens helt store hvidvine. Nogle gange står den i skyggen af ”storebror´en ”Le Montrachet” men det er synd og skam for Chevalier er intet mindre end majestætisk vin. 2022’eren er den ultimative kombination af power, elegance og syre der bare danser der-ud-af. En vin fra den allerøverste hylde.

Find vinen

Se årgang 2022
Se alle vine fra Bouchard Père & Fils

Tradition og kvalitet i hjertet af Bourgogne

Bouchard Père & Fils blev grundlagt i 1731 og er en af Bourgognes ældste og mest anerkendte vinproducenter. I 1775 erhvervede Joseph Bouchard den første vinmark, Les Caillerets i Volnay, som familien fortsat ejer i dag. I dag er de én af de største vinmarksejere i Côte d’Or, med 12 hektar Grand Cru- og 74 hektar Premier Cru-marker. I 2021 traf de en markant beslutning om at stoppe produktionen af negociantvin, hvilket reducerede deres årlige produktion fra 2 mio. flasker til 600.000-700.000 flasker. Dette var et vigtigt skridt i deres bestræbelser på at positionere sig som en af de førende producenter i Côte de Beaune. Bouchard holder til i det historiske Château de Beaune, det gamle kongeslot i Beaune, bygget i det 15. århundrede af kong Louis XI. I kældrene under slottet opbevares en unik samling af over 2.000 flasker fra det 19. århundrede. Blandt disse skatte findes ikoniske vine, hvor den ældste er en flaske Meursault Charmes fra 1846, som selvfølgelig stadig bevarer sin glans.

Læs mere om Bouchard Père & Fils

Vil du vide mere om årgang 2022 fra Bouchard Père & Fils? Kontakt din vinkonsulent på: vin@eriksorensenvin.dk eller tlf. +45 43 46 99 00. Du kan også besøge vinbutikken på Bernstorffsvej i Hellerup.